Gå til indhold

Danmark styrker i 2024 igen sit bidrag til Den europæiske rumorganisation ESA

24. januar 2024
Danmark øger i 2024 atter sit bidrag til ESA. Bidraget rettes mod jordobservation, rumteknologier samt støtte til videnskabelig instrumenter. Samtidig vender Danmark tilbage til udviklingen af europæiske løfteraketter og der reserveres midler til et dansk ’Accelerator-initiativ’ for grøn omstilling.

Som det var tilfældet i 2023, øger Danmark igen sit bidrag til Den europæiske rumorganisation ESA. Det er resultatet af ’Aftale om fordeling af forskningsreserve m.v. i 2024’. I aftalen blev alle Folketingets partier bl.a. enige om, at afsætte yderligere 125 mio. kr. til at styrke dansk deltagelse i ESA’s ikke-obligatoriske programaktiviteter. 

Danmark har netop meddelt ESA sin prioritering af rammen - og Danmark vil fortsat styrke områder til gavn for dansk erhvervsliv, myndigheder og forskningsinstitutioner.

Danmark vil konkret øge sit bidrag til programelementer, der understøtter fortsat teknologi- og instrumentudvikling samt yderligere udvikling og måling af de klimavariable, der bl.a. indgår i arbejdet i FN’s Klimapanel. Samtidig vender Danmark tilbage til nogle af de aktiviteter, der støtter udviklingen af nye mindre løfteraketter i Europa. Endelig afsættes der midler til at etablere en grøn dansk ’Accelerator’, der skal anvendes til at skabe nye innovative partnerskaber og projekter inden for grøn omstilling mellem danske virksomheder, myndigheder og forskningsinstitutioner.

Midlerne til teknologi- og instrumentudvikling (ARTES, GSTP og PRODEX) forventes åbnet for ansøgere i foråret 2024. Der kommer særskilte nyheder ud om dette.

For de øvrige programmer vil det være gældende, at midlerne vil være tilgængelige i det øjeblik, de øvrige lande i programmerne har godkendt den øgede danske deltagelse. Kontakt Kontoret for Rum, hvis du ønsker at vide, hvornår du kan byde på aktiviteter i disse programmer.

For det nye initiativ ’Danish Green Accelerator’, vil der komme særskilt meddelelse ud forventeligt efter sommerferien.

 

ESA-område Program Bidrag
Jordobservation og grøn omstilling Climate Space 7,5 mio. kr.
’Danish Green Accelerator’ 15 mio. kr.
Teknologi- og instrumentudvikling GSTP 22,5 mio. kr.
ARTES 22,5 mio. kr.
PRODEX 15 mio. kr.
Scale-Up 7,5 mio. kr.
Løfteraketter BOOST! 15 mio. kr.
I alt 105 mio. kr.*

* En væsentlig del af rammen forpligtiges i 2022 priser, og der er taget højde for fortsat prisudvikling i programmernes løbetid.

 

Med bevillingen fra årets forskningsreserve, øges den danske Finanslovsramme til ikke-obligatoriske rumaktiviteter til 280,2 mio. kr. i 2024, mod 206,2 mio. kr. i 2023 og 122,5 mio. kr. i 2022.

Kontakt

Gorm Kofoed Petersen
Kontorchef
Tlf.: 72318287
Email: gpe@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen