Dansk rumsatsning: Erhvervslivet bidrager til planetens forsvar
Det er et spørgsmål, som har været genstand for et utal af science fiction-film og vækker hos de fleste lige dele gru og nysgerrighed. Men hvad gør vi egentlig, hvis en ødelæggende asteroide har kurs mod jorden? Det skal HERA-missionen, som blev opsendt den 7. oktober 2024, give svar på.
HERA-missionen ligger under ESA-programmet Space Situational Awareness (SSA), som håndterer sikkerhed i og fra rummet, og som Danmark har bidraget til siden 2014. Denne prioritering sker bl.a. på baggrund af de industrielle og videnskabelige kompetencer, som danske virksomheder og forskere besidder inden for netop dette felt.
Det er derfor også med udgangspunkt i samarbejdet med European Space Agency (ESA), at to danske virksomheder har leveret deres betydelige bidrag til den kommende mission. Bidragene består bl.a. af en rumsonde (cubesat), der skal sendes i kredsløb om den asteroide, som undersøges, og som vil give os de første data om en asteroides indre.
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen er Danmarks rummyndighed og varetager derfor det daglige danske medlemskab af ESA. Hos styrelsen er vicedirektør Annemarie Falktoft glad for, at erhvervslivet bringes i spil til denne mission:
- Når vi fra dansk side bl.a. prioriterer ESA's aktiviteter inden for planetarisk forsvar, skyldes det først og fremmest, at vi anerkender vigtigheden af dette felt. Derudover er det et teknologisk område, hvor vi allerede har stærke kompetencer, både på danske universiteter og i erhvervslivet. Derfor er det også glædeligt, at dansk deltagelse åbner døre for betydelige teknologibidrag fra virksomheder herhjemme.
HERA-missionen har til formål at undersøge asteroiden Dimorphos, som på NASAs succesfulde DART-mission i 2022 blev skubbet en smule ud af sin bane. Både HERA- og DART-missionerne er en del af det internationale "Asteroid Impact and Deflection Assessment"-samarbejde (AIDA), som skal styrke det planetariske forsvar.
Det er også på baggrund af den store danske involvering i HERA, at Danmark i år har valgt at prioritere nye midler til den kommende RAMSES-mission i 2029. RAMSES-missionen bygger på samme teknologiske platform som HERA og skal undersøge asteroiden Apophis, som i april 2029 flyver meget tæt forbi Jorden. RAMSES-missionen har et særligt fokus på, hvordan en asteroide påvirkes af jordens tyngdekraft.
Fakta
- HERA-missionen er et samarbejde mellem Den Europæiske Rumorganisation (ESA) og Det Japanske Rumagentur (JAXA).
- Det er de to danske teknologivirksomheder GOMspace og Terma, som leverer bidragene til HERA-missionen.
- Deltagelsen i HERA-mission er gjort mulig via Danmarks deltagelse i SSA-programmet i ESA.
- Danmarks ESA-medlemskab består af et obligatorisk program, som alle lande deltager i og af en række frivillige programmer, som medlemslandene kan prioritere at deltage i, herunder bl.a. SSA.
Kontakt
Handlinger tilknyttet webside