Ny rapport fra ICDK Seoul: Sydkorea vil i top på kvanteteknologi
Det sydkoreanske økosystem for kvanteteknologi i rivende udvikling. Der indgås samarbejder på tværs af offentlige og private aktører med ambitiøse målsætninger og store investeringer.
Sydkorea er kendetegnet ved en globalt stærk tech-industri og massive satsninger på forskning og innovation. Kvanteområdet er ingen undtagelse, og Sydkorea har i 2023 annonceret deres ambition og strategi for at blive blandt de førende indenfor kvanteteknologi. I lighed med Danmark vil Sydkorea også prioritere internationalt samarbejde. Det gælder ikke mindst i forhold til at sikre den talentbase, som er forudsætningen for såvel forskningen som udviklingen af løsninger til industrien.
I ICDK Seouls nye Outlook-rapport fremvises erfaringer og muligheder i det sydkoreanske kvanteøkosystem til inspiration for danske aktører på kvanteområdet. Rapporten kortlægger, hvordan nøgleaktører i Sydkorea fra forskning, industri og offentlige institutioner arbejder med kvanteteknologi, og hvordan samarbejder udføres og de muligheder der er for konkret samarbejde.
ICDK Seoul står klar til at hjælpe danske aktører med at afsøge samarbejdsmulighederne inden for kvanteteknologi.
Innovation Centre Denmark (ICDK) har syv centre strategisk placeret i innovative hotspots rundt omkring i verden. ICDK hjælper danske aktører ved at fremme adgang til international viden, netværk, innovation, kapital og markeder. ICDK er etableret i et samarbejde mellem Uddannelses- og Forskningsministeriet og Udenrigsministeriet.
Handlinger tilknyttet webside