Gå til indhold

To nye medlemmer til bestyrelsen for Danmarks Frie Forskningsfond i 2025

15. november 2024
Uddannelses- og forskningsministeren har udpeget to nye medlemmer til bestyrelsen for Danmarks Frie Forskningsfond per 1. januar 2025. Det drejer sig om professor Gemma Clare Solomon Larsen, Københavns Universitet, og forsknings- og udviklingsdirektør Helle Kryger Aggerholm, Via University College.

Danmarks Frie Forskningsfond består dermed af ni bestyrelsesmedlemmer og 75 rådsmedlemmer fordelt på fem faglige forskningsråd. Desuden udpeges hvert år et antal medlemmer til tematiske ad hoc-udvalg, der uddeler midler til forskning inden for politisk prioriterede temaer, som f.eks. grøn forskning, klinisk forskning eller forskning i udsatte børn og unge

Sammen med de seks øvrige bestyrelsesmedlemmer og bestyrelsesformand Søren Serritzlew skal de to nyudpegede medlemmer af bestyrelsen Gemma Clare Solomon Larsen og Helle Kryger Aggerholm sætte retningen for Danmarks Frie Forskningsfond fra 2025. Det sker med afsæt i fondens nye strategi for 2024-2026 “Fri forskning i en verden under forandring”.

Professor Gemma Clare Solomon Larsen, der kommer fra Kemisk Institut på Københavns Universitet, er blandt verdens førende forskere inden for kvanteinterferens og har sammen med sit forskerteam via avancerede beregninger gjort banebrydende opdagelser inden for destruktiv kvanteinterferens, hvor man kan ’slukke’ for strømmen ved hjælp af enkelte molekyler. Desuden er hun videnskabelig direktør for algoritmer og applikation hos Novo Nordisk Fondens Quantum Computing Program.

Forsknings- og udviklingsdirektør Helle Kryger Aggerholm har arbejdet med forsknings- og uddannelsesledelse i mere end 10 år. Hun har tidligere været forskningschef, konstitueret prorektor og direktionsmedlem på DMJX, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Inden da arbejdede hun 15 år på Aarhus Universitet,  hvor hun blandt andet var lektor og studieleder på Institut for Erhvervskommunikation.

Fakta

Danmarks Frie Forskningsfonds bestyrelse udgøres pr. 1. januar 2025 af:

  • Søren Serritzlew, professor, AU – bestyrelsesformand
  • Gemma Clare Solomon Larsen, KU
  • Helle Kryger Aggerholm, VIA University College
  • Jørgen Frøkiær, professor, AU
  • Klaus Petersen, professor, SDU
  • Lasse Rosendahl, professor, AAU
  • Mette Marie Rosenkilde, professor, KU
  • Nanna Mik-Meyer, professor, CBS
  • Ole Kirk, selvstændig konsulent inden for bioteknologi

For yderligere kontakt:

Uddannelses- og Forskningsministeriet: Specialkonsulent Mads Billeschou Bomholt, mabb@ufm.dk, tlf. 7231 8137.

Danmarks Frie Forskningsfond: Kontorchef Jesper Risom, jspr@ufm.dk, tlf. 7231 9122

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsministeriet