Dispensation i Uddannelses- og Forskningsstyrelsens ordning EUopSTART for ansøgere til EU-programmet Eurostars
Offentliggørelse af det kommende opslag for Eurostars med forventet frist i september 2025 er forsinket. Uddannelses- og Forskningsstyrelsen åbner derfor undtagelsesvis for, at ansøgere til Eurostars 3 opslag 9 kan indsende ansøgninger til EUopSTART, før Eurostars-opslaget er offentliggjort. Du skal indsende din EUopSTART-ansøgning senest 27. maj 2025 for at få svar før Eurostars-fristen.
Der er normalt krav om, at ansøgningsfrister og arbejdsprogrammer skal være offentliggjort, før du kan søge EUopSTART. Uddannelses- og Forskningsstyrelsen dispenserer fra denne regel i forbindelse med den kommende ansøgningsfrist for Eurostars. Du kan således nu søge støtte fra EUopSTART til at forberede en ansøgning til Eurostars med forventet ansøgningsfrist i september 2025.
De øvrige krav til ansøgere til EUopSTART er stadig gældende. Dispensationen gælder udelukkende ansøgninger til Eurostars 3 opslag 9 og skyldes, at offentliggørelsen af dette specifikke opslag er forsinket.
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen tager forbehold
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen ønsker at gøre det muligt for ansøgere til Eurostars 3 opslag 9 at søge om støtte fra EUopSTART til at forberede deres ansøgning. Styrelsen påtager sig dog intet ansvar for konsekvenserne af eventuelle ændringer i krav og rammer for ansøgere til Eurostars. Dette gælder også, hvis Eurostars-opslaget udgår eller ændres så meget, at det ikke længere passer til ansøgers EUopSTART-ansøgning.
Det gælder stadig, at EUopSTART-bevillinger først udbetales, når det kan dokumenteres, at EU-ansøgningen er indsendt. Det er således forbundet med en vis risiko at forberede en ansøgning til Eurostars på baggrund af et forventet opslag.
Hvad er EUopSTART, og hvem kan søge?
EUopSTART-ordningen har til formål at understøtte danske ansøgeres forberedelse af ansøgninger til Horizon Europe og Den Europæiske Forsvarsfond (EDF). Der ydes bevillinger på op til 100.000 kr. til ansøgere, som enten stiller sig i spidsen for et konsortium som koordinatorer eller søger alene som enkeltansøgere.
EUopSTART dækker op til 50% af udgifter til løn, rejser eller konsulenthjælp i forbindelse med ansøgningen til Horizon Europe og EDF.
Du kan ikke længere søge EUopSTART, hvis du kun er partner i et projektkonsortium.
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen anbefaler, at du læser opslagsteksten grundigt, før du søger EUopSTART.
Læs mere
Kontakt
Handlinger tilknyttet webside