Første bevillinger til forskning i folkeskolen uddelt
Læringsmiljø og elevmotivation, klasseledelse i matematik og digital indlæring i danskfaget.
Det er nogle af emnerne for de første seks ph.d.-stipendier til uddannelsesforskning, som Ph.d.-rådet nu har uddelt.
Ph.d.-projekterne gennemføres i samarbejde mellem universiteter og professionshøjskoler og skal styrke den forskningsmæssige baggrund for de undervisningsmetoder, der anvendes i folkeskolen.
Der er i aftalen om udmøntning af forskningsreserven for 2012 afsat yderligere 28 millioner kroner til nye ph.d.-projekter inden for uddannelsesforskning.
Uddannelsesminister Morten Østergaard er tilfreds med uddelingerne.
– Vi skal glæde os over spændende projekter, som vil gøre os klogere på, hvad der gør den daglige undervisning i folkeskolen bedre. Kvaliteten af ansøgningerne viser, at det er godt, at vi har fundet flere penge til 2012. Vi vil styrke den danske folkeskole og skabe langsigtede løsninger. Derfor er det vigtigt, at vi sikrer et godt forskningsgrundlag for folkeskolen. Med bevillingerne til ph.d.er i uddannelsesforskning og de nye bevillinger for 2012 markerer vi, at praksisforskningen har høj prioritet, siger Morten Østergaard.
Uddannelsesforskning dækker mere præcist over forskningsunderstøttelse af læringsprofessionens praksisfelt. Ud over at give uddannelsesforskningen et løft, skal projekterne styrke samspillet mellem professionshøjskolerne og universiteterne.
Praksisnære projekter foretrækkes
Formand for Ph.d.-rådet, Jens Rasmussen fra Center for Grundskoleforskning på Aarhus Universitet, lægger vægt på, at projekterne skal være praksisrelevante.
– Det er en vigtig forudsætning, at de ph.d.-studerende kommer tæt på lærernes virkelighed i løbet af deres projekter. Forskningen skal ganske enkelt ske med udgangspunkt i den danske folkeskoles hverdag. De færdiguddannede ph.d.er skal også efterfølgende kunne gå direkte ind i undervisningen på professionshøjskolernes læreruddannelser, så de selv kan være med til at sikre, at deres forskning bliver anvendt i praksis, siger Jens Rasmussen.
Ph.d.-rådet blev nedsat til at uddele en tilsvarende bevilling for 2011. De seks ph.d.-stipendier udgør knap halvdelen af puljen for 2011. Resten af bevillingen overføres til 2012.
Ph.d.-rådet opfordrer til at forberede projekter til næste ansøgningsrunde allerede nu. Rådet afholder informationsmøder om formål og krav til ansøgningerne i tilknytning til næste ansøgningsfrist, som offentliggøres i januar 2012.
Mere information om forskningsmidlerne:
På Ph.d.-rådets hjemmeside finder du mere information om forskningsmidlerne, ansøgningsfrist, Ph.d.-rådets arbejde og de seks bevilligede projekter.
Yderligere information:
Ph.d.-rådet: formand Jens Rasmussen, kontaktes via sekretariatet. Kontakt specialkonsulent Rebekka Sylvest, e-mail: rst@adm.au.dk, tlf. 8715 2142.
Uddannelsesministeriet: pressesekretær Ingeborg Nielsen, tlf. 2210 0200.
Handlinger tilknyttet webside