Karrierehåndtering for universitetsforskere stiller særlige krav
Pressemeddelelse fra Styrelsen for Forskning og Innovation
I et vidensamfund som det danske er det essentielt at kunne tiltrække og fastholde forskere, der kan bidrage til at skabe innovation og vækst. Derfor er det vigtigt, at universiteterne er i stand til at imødekomme de bedste forskertalenters karriereambitioner, blandt andet via klare ledelsesudmeldinger. I en ny evaluering, der involverer mere end 2000 forskere, er det undersøgt, hvordan forskeres karrierer håndteres på de danske universiteter.
61 procent af universitetsforskerne er samlet set tilfredse med deres job. Når forskere søger et nyt arbejde, er det ofte inden for universitetsverdenen. Blandt de jobsøgende forskere søger 48 procent en stilling på et andet dansk universitet. Kun 25 procent søger ud af forskning. 32 procent af dem, der har forladt universitetsforskningen, har et ønske om at komme tilbage.
Tydeligere rød tråd i karrierehåndteringen efterlyses
Danske universiteters karrierehåndtering sker kun i begrænset omfang systematisk. Således svarer 58 procent af de adspurgte universitetsledere, at der kun ”i mindre grad” sker en tilfredsstillende karrierehåndtering for forskerne. Det er desuden under halvdelen af forskerne, der har drøftet karrieremuligheder med institutlederen, og for en fjerdedel af forskerne er kriterierne for videre ansættelse uklare.
Evalueringen er gennemført af Deloitte Business Consulting A/S på opdrag fra Styrelsen for Forskning og Innovation. Evalueringen bygger på surveys og interviews med forskere og ledere på de otte danske universiteter samt forskere, der har forladt dansk universitetsforskning til fordel for andre stillinger i Danmark eller i udlandet.
Yderligere oplysninger
Chefkonsulent Jesper Allerup, Styrelsen for Forskning og Innovation, tlf. 7231 8226, email jeall@fi.dk
Uddannelsesministeren kan kontaktes via pressesekretær Charlotte Holst, tlf. 2211 0200, email chhh@fivu.dk
Handlinger tilknyttet webside