Gå til indhold

Mød uddannelsesministeren i Aarhus

16. november 2011
Danskerne har mandag den 21. november mulighed for at møde uddannelsesminister Morten Østergaard. Café Stiften i Aarhus vil danne ramme om begivenheden.

Danmarks minister for forskning, innovation og videregående uddannelser, Morten Østergaard, ønsker at mødes med danskerne for at få gode ideer og udveksle synspunkter. Derfor inviterer han til at mødes:

Mandag den 21. november
kl. 16.00-18.00
Café Stiften, Banegårdspladsen
8000 Aarhus C

Alle har mulighed for at møde uanmeldt op og få en snak, stille spørgsmål eller blot hilse på. Arrangementet foregår efter først til mølle-princippet. Morten Østergaard ønsker, at så mange som muligt får muligheden. Derfor vil tiden til den enkelte afhænge af, hvor mange der møder op.

– Jeg vil rigtig gerne i dialog med danskerne om udfordringerne med at sikre flere unge uddannelse af højeste kvalitet, styrke forskningen og øge innovationen i Danmark. Jeg er sikker på, at der er masser af gode ideer og værdifulde indspark at hente for mig og regeringen ved at lade folk med noget på hjerte komme til orde. Hvem ved, måske er det netop en idé præsenteret på Café Stiften, som kommer til at indgå i regeringens uddannelses- og forskningspolitik, så jeg håber at mange vil gribe chancen, siger uddannelsesminister Morten Østergaard.

Der vil ikke være mulighed for konkret sagsbehandling, men for at komme med input og synspunkter til ministeren.


Uddannelsesminister Morten Østergaard kan kontaktes gennem pressesekretær Charlotte Holst på 2211 0200 eller chhh@vtu.dk.

Handlinger tilknyttet webside