Gå til indhold

210 millioner kroner til forskereliten

01. oktober 2012
27 forskere modtager Det Frie Forskningsråds prestigefyldte Sapere Aude-bevillinger til en samlet sum af 210 millioner kroner. Bevillingerne skal sikre ny, vigtig viden inden for så forskellige emner som lægemiddelresistens, stemmekultur og mørk energi.

Pressemeddelelse fra Styrelsen for Forskning og Innovation

Hvilke mekanismer styrer hjernens vandbalance? Hvordan nedkæmper immunsystemet herpes-virus? Hvilke forandringer i arvemassen lå bag menneskets udskillelse fra menneskeaberne? Hvad får os til at stemme ved et folketingsvalg?

Emnerne rækker vidt, når 27 danske forskere takket være millionbevillinger fra Det Frie Forskningsråds Sapere Aude-program i nærmeste fremtid kan tage livtag med nye og ubesvarede videnskabelige spørgsmål.

”Det Frie Forskningsråds Sapere Aude-program bidrager til at fastholde og tiltrække de dygtigste inden for alle videnskabelige hovedområder. Det glæder mig meget, at Sapere Aude-programmet nu gør det muligt for 27 dygtige, danske forskere at gå i dybden med og få mulighed for at løse vigtige videnskabelige udfordringer. Det er vigtigt, at vi giver vores forskere en håndsrækning, så de får de mest optimale betingelser til deres forskning til stor gavn for den enkelte dansker såvel som samfundet og Danmarks konkurrencedygtighed inden for disse felter,” siger uddannelsesminister Morten Østergaard.

Tyve forskere er tildelt Det Frie Forskningsråds Sapere Aude: DFF-Forskningsleder-bevilling og dermed får mulighed for at lede deres egen forskergruppe.

Syv forskere er tildelt Sapere Aude: DFF-Topforsker-bevilling og kan således tage hul på en ny, afgørende forskningsindsats på højeste internationale niveau.

Originalitet skal næres og belønnes

Mens forskningslederne kan glæde sig over bevillinger på op til syv millioner kroner til brug i en periode på op til fem år, sikres topforskerne optimale arbejdsbetingelser i ligeledes fem år med bevillinger af op til 12 millioner kroner.

”Sapere Aude-programmet har til formål at skabe tydelige karrieremuligheder for de dygtigste forskere og give dem tid og penge til at fordybe sig i en original forskningsidé. En Sapere Aude-bevilling er et konkret bevis på, at man tilhører den absolutte forskningselite”, siger Det Frie Forskningsråds bestyrelsesformand Jens Christian Djurhuus.

De 27 bevillingsmodtagere er mellem 32 og 50 år og repræsenterer alle videnskabelige hovedområder. I alt har Det Frie Forskningsråd modtaget 174 ansøgninger til Sapere Aude: DFF-Forskningsleder og 72 ansøgninger til Sapere Aude: DFF-Topforsker. Det giver en succesrate for ansøgte projekter på henholdsvis 11,5 og 9,7 procent.

”Konkurrencen om Sapere Aude-bevillingerne er særdeles hård, og der har været mange spændende forskningsprojekter på bordet, som afspejler den fantastiske idérigdom i det danske forskningslandskab. En iderigdom, der viser, at der er et stort behov for og potentiale i at støtte forskning baseret på forskernes egne ideer”, siger Jens Christian Djurhuus.

Læs om forskerne og deres projekter her

Yderligere oplysninger

Jens Christian Djurhuus, bestyrelsesformand for Det Frie Forskningsråd, tlf. 20 43 58 99
Grete Kladakis, kontorchef, Styrelsen for Forskning og Innovation, tlf. 2518 6628
Pressesekretær Ingeborg Nielsen, tlf. 2211 0200

Om Sapere Aude

Sapere Aude er latin for ”Vov at vide”. Sapere Aude-programmet blev skudt i gang i 2010 med det formål at styrke de mest talentfulde forskeres muligheder for at skabe banebrydende resultater inden for deres forskningsfelt.

Sapere Aude-programmet består af tre trin:

Trin 1 DFF-Forskertalent (postdocniveau)
Trin 2 DFF-Forskningsleder (lektorniveau)
Trin 3 DFF-Topforsker (professorniveau)

Programmets vigtigste formål er at:

  • At styrke forskningens vækstlag og udvide talentmassen
  • At finansiere forskningsprojekter af absolut højeste kvalitet og skabe en tydelig karrierevej for de dygtigste forskere, blandt andet ved at sætte fokus på rollemodeller
  • At være springbræt for eliten til international prestige og netværk
  • At forberede eliten til at søge bevillinger hos internationale råd og fonde, særligt Det Europæiske Forskningsråd (ERC)

Om Det Frie Forskningsråd

Det Frie Forskningsråd (DFF) er et uafhængigt råd, som i 2012 uddeler cirka 1,2 milliard kroner til dansk forskning. Rådet støtter konkrete forskningsaktiviteter inden for alle videnskabelige områder baseret på forskernes egne initiativer, og som styrker kvaliteten og internationaliseringen af dansk forskning.

Det Frie Forskningsråd giver forskningsfaglig rådgivning til uddannelsesministeren, Folketinget og regeringen. Rådet bidrager desuden til at styrke formidling og anvendelse af forskningsresultater og deltager i internationalt forskningssamarbejde.

 

Handlinger tilknyttet webside