Dansk forskning fastholder international topplacering
Kvaliteten af dansk forskning ligger i den internationale top. Danske forskere klarer sig rigtigt godt inden for flere områder af EU's 7. rammeprogram.
De er også blandt de mest produktive, når det gælder antallet af videnskabelige publikationer og forskningens gennemslagskraft målt ud fra, hvor ofte andre forskere henviser til dansk forskning som led i deres egen forskning.
Det viser en netop offentliggjort rapport om dansk forskning set i et internationalt perspektiv, Forskningsbarometer 2012. Rapporten viser en lang række indikatorer for, at de danske forskere leverer forskning af høj videnskabelig kvalitet, men viser også, at den internationale konkurrence på FoU-området skærpes.
– Det er glædeligt at se, at dansk forskning bevarer sin høje placering i de internationale sammenligninger på trods af, at flere landes massive investeringer i forskning og udvikling øger den internationale konkurrence om at være blandt de bedste, siger uddannelsesminister Morten Østergaard.
Men det høje niveau for dansk forskning skal i højere grad komme erhvervslivets videns- og innovationsniveau til gode.
– Det er afgørende, at vi får mere gang i væksten i vores samfund, og kvaliteten af vores forskning er et rigtig godt udgangspunkt. Men samspillet mellem forskningen og erhvervslivet skal styrkes. Det sker blandt andet ved, at danske virksomheder ansætter mere uddannet arbejdskraft, som bringer ny viden med sig ud i virksomhederne. Det er en vigtig udfordring og et led i regeringens innovationsstrategi, siger Morten Østergaard.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Kontorchef Claus Beck-Tange, tlf. 7231 7980, e-mail: clbt@vus.dk
Pressesekretær Ingeborg Nielsen, tlf. 2211 0200, e-mail: imen@fivu.dk
Handlinger tilknyttet webside