FORSK2020-katalog skal danne strategisk grundlag for dansk forskning
Et nyt, visionært FORSK2020-katalog identificerer nu de mest løfterige områder for samfundets investeringer i forskning.
Kataloget skal fungere som viden- og beslutningsgrundlag for Folketingets fordeling af midlerne til strategiske investeringer i de kommende års forskning.
– Danmark er blandt de europæiske lande, der investerer mest i forskning og udvikling. Investeringerne styrker Danmark i den globale konkurrence. Nye, intelligente investeringer skal bidrage til at løse store samfundsudfordringer og lægge fundamentet for fremtidens arbejdspladser og velfærd. Med FORSK2020 har vi fået et visionært beslutningsgrundlag, som giver et solidt afsæt for, at vi kan investere målrettet i forskning, hvor samfundspotentialerne er størst, siger uddannelsesminister Morten Østergaard.
Kataloget indeholder fem visioner. Visionerne er hovedresultatet af et års grundigt analyse- og dialogarbejde. Det er blandt andre universiteter, organisationer, ministerier og forskningsråd, der har peget på de behov for forskning, som samfunds- og erhvervsudviklingen vil kræve de kommende år. De fem visioner er:
- Et samfund med grøn økonomi
- Et samfund med sundhed og livskvalitet
- Et højteknologisk samfund med innovationskapacitet
- Et effektivt og konkurrencedygtigt samfund
- Et kompetent samfund med sammenhængskraft.
– FORSK2020 viser, at forskningsbaserede løsninger på store samfundsudfordringer kombineret med unikke danske styrkepositioner har potentiale til at fungere som drivkræfter for vækst og beskæftigelse i Danmark. I kataloget kan politikerne såvel som universiteter, erhvervsliv og private fonde finde viden og inspiration til at styrke det offentlig-private forskningssamarbejde inden for vigtige samfundsområder, siger Morten Østergaard.
En undersøgelse fra TNS Gallup viser, at over ni ud af ti danskere mener, at forskning og ny teknologi har stor eller afgørende betydning for løsning af frem-tidens store samfundsudfordringer.
Kataloget er ikke et udtryk for regeringens prioriteringer, men er en afspejling af, hvad centrale forskningspolitiske interessenter peger på som de vigtigste områder for samfundets strategiske investeringer i forskning i de kommende år.
FORSK2020-kataloget og en sammenfatning af FORSK2020 kan rekvireres hos Rosendahls – Schultz Distribution, tlf.: 4363 2300, eller på e-mail: distribution@rosendahls-schultzgrafisk.dk.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Pressesekretær Ingeborg Nielsen, tlf. 2211 0200
Chefkonsulent Jens Haisler, tlf. 7231 8248
Handlinger tilknyttet webside