Uddannelserne får 900 millioner kroner ekstra til flere studerende
Der er i 2012 optaget rekordmange studerende på de videregående uddannelser. Derfor har regeringen med finanslovsforslaget afsat 900 millioner ekstra kroner i 2013 til de studerende. Det betyder, at meroptaget bliver fuldt finansieret.
Uddannelsesminister Morten Østergaard fremhæver, at pengene skal være med til at sikre, at kvalitet og niveau på uddannelserne bevares, selvom de mange nye studerende betyder, at institutionerne må udvide kapaciteten.
– Det er meget glædeligt, at vi optager flere studerende end nogensinde før på de videregående uddannelser. Det er helt i tråd med regeringens ambitiøse uddannelsesstrategi, der skal skabe fornyet vækst, velfærd og velstand i Danmark. Rekordoptaget medfører også flere udgifter på uddannelsesområdet. Med finanslovsforslaget har regeringen fundet penge til den øgede aktivitet på uddannelsesinstitutionerne i 2013 samt udgifterne til SU, så meroptaget er fuldt finansieret – frem for lave nedskæringer andre steder i uddannelsessystemet som under VK-regeringen, siger Morten Østergaard.
Af de 900 millioner kroner, der er afsat i 2013, vedrører cirka 600 millioner kroner den øgede uddannelsesaktivitet på de videregående uddannelser og den tilhørende SU.
Ved udgangen af juli 2012 var der optaget over 60.000 studerende på de videregående uddannelser. Det er en stigning på 48 procent siden 2008.
Det er regeringens mål, at 60 procent skal gennemføre en videregående uddannelse og 25 procent skal gennemføre en lang videregående uddannelse i 2020.
Den seneste beregning viser, at knap 54 procent af en årgang forventes at gennemføre en videregående uddannelse og knap 24 procent at gennemføre en lang videregående uddannelse.
Antal optagne | 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 |
---|---|---|---|---|---|
Videregående uddannelser | 40.805 | 46.616 | 52.121 | 57.131 | 60.772 |
For yderligere oplysninger, kontakt:
Pressesekretær Ingeborg Nielsen, tlf. 2211 0200
Særlig rådgiver Jacob Blomgren, tlf. 7231 8008
Kontorchef Niels Korsby, tlf. 7231 8050
Handlinger tilknyttet webside