Gå til indhold

Unge er kræsne i deres valg af uddannelse og studieby

28. juni 2012
Halvdelen af de afviste ansøgere til de videregående uddannelser i 2011 havde kun søgt én uddannelse. Uddannelsesministeren opfordrer de unge til at søge bredt og realistisk.

De unge skal søge flere videregående uddannelser og flere steder i landet, hvis de skal øge chancen for at få en uddannelsesplads efter sommerferien.

I 2011 blev 9000 kvalificerede ansøgere til de videregående uddannelser afvist på grund af for lavt gennemsnit til de ønskede uddannelser. Halvdelen af alle de afviste ansøgere til de videregående uddannelser i 2011 havde kun søgt én uddannelse.

Det viser undersøgelsen 'Et spørgsmål om prioritering? Om søgemønstre til alle videregående uddannelser 2010-2011'.

Uddannelsesminister Morten Østergaard opfordrer de unge til at søge bredt og realistisk, men roser, at der trods alt er sket en lille fremgang fra 2010.

– Sandsynligheden for at blive optaget på en videregående uddannelse øges, hvis ansøgerne søger fagligt og geografisk bredt. Hvorfor vente i årevis på at komme ind på psykologi i København, hvis du har snit til at komme ind i Aalborg? Eller satse alt på uddannelsen til fysioterapeut frem for også at se muligheder i de beslægtede uddannelser til sygeplejerske eller ergoterapeut – og komme i gang? Det er ærgerligt at udsætte studietiden ud fra en forestilling om, at det kun er én uddannelse, der dur, siger Morten Østergaard.

42 procent af ansøgerne i 2011 havde kun søgt om optagelse på én uddannelse. Tre ud af fire søgte kun en eller flere uddannelser inden for den samme region. Samlet søger færre end hver femte bredt i forhold til valg af uddannelse og valg af studieregion.

Der er fra 2010 til 2011 sket en positiv stigning i antallet af ansøgere med mere end én uddannelse fra 54 procent til 58 procent, mens den geografiske spredning i søgningen er konstant.

Det er især ansøgerne til erhvervsakademiuddannelserne, der kun søger én uddannelse. I 2011 gjaldt det 57 procent, mens 47 procent af ansøgerne til en professionsbacheloruddannelse og 35 procent af ansøgerne til en bacheloruddannelse på universitetet, kun søgte én uddannelse.

64 procent af dem, der blev afvist på erhvervsakademierne i 2011, havde kun søgt én uddannelse.

Blandt de afviste til professionsbacheloruddannelserne havde 53 procent kun søgt én uddannelse. 42 procent af de afviste til bacheloruddannelserne på universiteterne havde kun søgt én uddannelse.

– Antallet af afviste, der kun har søgt én uddannelse, er meget højt. Samtidig er der ledige pladser i yderområderne på populære uddannelser med gode beskæftigelsesmuligheder. Jeg vil opfordre de unge til at se flere muligheder og grundigt overveje konsekvenserne af ikke at komme i gang med en uddannelse nu – også på længere sigt. Især ansøgerne til erhvervsakademierne skal vise mod til at tænke i flere baner, siger Morten Østergaard.

Af de afviste til universiteterne havde 44 procent i 2010 søgt ind på enten medicin, psykologi eller jura som 1. prioritet.

Undersøgelsen 'Et spørgsmål om prioritering? Om søgemønstre til alle videregående uddannelser 2010-2011' er udført af Syddansk Universitet i samarbejde med Uddannelsesministeriet.


For yderligere oplysninger, kontakt:

Pressesekretær Ingeborg Nielsen, tlf. 2211 0200
Chef for uddannelsesstatistik Jens Storm, tlf. 7231 7982

Handlinger tilknyttet webside