Gå til indhold

Universiteterne får ambitiøse mål med nye udviklingskontrakter

20. juni 2012
Uddannelsesministeren og universiteterne har forhandlet sig til enighed og underskrevet de udviklingskontrakter, der udstikker retningen for de danske universiteter de kommende tre år.

Konkrete og ambitiøse mål for antallet af undervisningstimer, mindre frafald, flere opfindelser, mere samarbejde med erhvervslivet, mindre forsinkelse for de studerende og bedre beskæftigelsesfrekvens for de færdiguddannede.

Det er nogle af ingredienserne i de udviklingskontrakter for perioden 2012-2014, som uddannelsesminister Morten Østergaard netop har forhandlet på plads og den 20. juni har underskrevet sammen med universiteternes bestyrelsesformænd.

Universiteternes udviklingskontrakter sætter en række vigtige pejlemærker for universiteternes udvikling de kommende år. Samtidig er de blevet enklere med færre, men mere konkrete mål.

– Prioriteringen er klar. Bedre og mere uddannelse er afgørende for vækst og velstand i fremtiden En forudsætning for det er blandt andet mere kvalitet og en bedre sammenhæng i uddannelsessystemet. Og det kan vi nu se er muligt samtidigt med lavere dimittendalder, siger Morten Østergaard.

På denne baggrund udvalgte ministeren i januar 2012 fire pligtige mål, som har dannet rammen for universiteternes arbejde med udviklingskontrakter de seneste måneder. De fire mål er: Bedre kvalitet, bedre sammenhæng, hurtigere igennem og øget innovationskapacitet.

De pligtige mål udgør sammen med universiteternes tre til fem selvvalgte mål udviklingskontrakterne.

– Det har været en intensiv forhandlingsproces. Men universiteterne har taget udfordringen op og leveret en række ambitiøse udviklingskontrakter. Jeg vil fremhæve det ansvar, universiteterne har påtaget sig i forbindelse med målet for hurtigere igennem. Vores beregninger viser, at sektoren samlet vil reducere studietiden med 3,4 måneder i perioden frem til og med 2014.

I tråd med regeringens ønske om mere frihed har universiteterne fået mulighed for at komme med deres egne forslag til, hvordan de lokalt vil arbejde for at nå målene.

– Vi har brug for dynamiske universiteter i konstant udvikling, og det fremelsker man ikke med stram styring, men ved frihed og tillid. Den nye tilgang til udviklingskontrakterne er udtryk for, at jeg tror på, at de folk, der sidder med udfordringerne ude på universiteterne, kan finde de bedste løsninger.

Universiteterne har blandt andet i de selvvalgte mål vist en stor spændvidde i deres profiler og forholdt sig til de udfordringer, der er på de enkelte universiteter.

– Universiteterne har i denne proces tydeligt vist, at de er medspillere, når vi sammen skal finde løsningerne på de samfundsmæssige udfordringer, siger Morten Østergaard.

Uddannelsesminister Morten Østergaard og DTUs bestyrelsesformand Sten Schaibye underskriver udviklingskontrakter. I baggrunden ses de øvrige bestyrelsesformænd for universiteterne.
Uddannelsesminister Morten Østergaard og DTUs bestyrelsesformand Sten Schaibye underskriver udviklingskontrakter. I baggrunden ses de øvrige bestyrelsesformænd for universiteterne.


For yderligere oplysninger, kontakt:

Særlig rådgiver Philip Flores, tlf. 2237 1745

Handlinger tilknyttet webside