Gå til indhold
  • Dansk

Fuld fart på universiteternes samarbejde med erhvervslivet

08. oktober 2014
Universiteterne har åbnet sig mere mod erhvervslivet, og ledelserne kan gøre det lettere og mere attraktivt for forskerne at engagere sig i samarbejde med erhvervslivet.

Danmark har et godt fundament for at styrke universiteternes samarbejde med erhvervslivet. Det viser en ny evaluering fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Mange danske universitetsforskere samarbejder allerede med private virksomheder. Det gør de ikke kun for virksomhedernes skyld, men også for at få inspiration udefra til deres egen forskning og undervisning.

Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen slår fast, at selvom universiteterne nogle gange beskyldes for at være lukkede for erhvervslivet, giver evalueringen et anderledes positivt billede.

- Vi er stadig ikke verdensmestre i at omsætte forskning til forretning, men det er tydeligt, at vi er blevet meget bedre, og med Innovationsfonden har vi fået et redskab, der kan skabe endnu bedre samarbejde, siger Sofie Carsten Nielsen.

Evalueringen viser, at:

  • de overordnede love og regler på området er velfungerende,
  • der er et stort ledelsesmæssigt engagement på universiteterne og en vilje til at skabe endnu bedre resultater på området,
  • der er opbygget kompetente støttefunktioner på alle universiteter,
  • langt de fleste forskere har erfaringer med videnudveksling, og de oplever flere fordele end ulemper.

Der er dog stadig en række barrierer. Det gælder for eksempel tidspres for de mest eftertragtede forskere og manglende anerkendelse af den indsats, der ikke kan måles i videnskabelige publikationer. Desuden er det en udfordring, at forskere og erhvervsfolk ikke altid taler samme sprog og har samme interesser.

Evalueringen slår fast, at der ikke findes hurtige løsninger, når ny viden fra forskningen skal omsættes til vækst og job i erhvervslivet. I stedet opstiller den en række anbefalinger til Uddannelses- og Forskningsministeriet, universiteterne, organisationerne og den nye innovationsfond, der samlet skal bidrage til at sætte mere fart i udviklingen.

Om evalueringen

  • Evalueringen af universiteternes erhvervssamarbejde og teknologioverførsel blev bestilt af Folketinget som led i den politiske aftale om Danmarks Innovationsfond fra 2013.
  • Evalueringen er udarbejdet for Uddannelses- og Forskningsministeriet af konsulentvirksomheden IRISgroup.  

For yderligere oplysninger, kontakt:

Styrelsen for Forskning og Innovation
Direktør Hans Müller Pedersen, tlf.: 7231 8210, e-mail: hmp@fi.dk
Presse- og kommunikationskonsulent
Steen Bruun Jensen, tlf.: 4132 6030, e-mail: sbj@fi.dk

Handlinger tilknyttet webside