Politisk aftale om stipendieprogram for kloge hoveder fra udlandet
- Danmark – et attraktivt uddannelsesland - Sådan tiltrækker og fastholder Danmark talenter fra udlandet
Med 'Aftale om en vækstpakke' er regeringen blevet enig med Venstre, Det Konservative Folkeparti og Socialistisk Folkeparti om et stipendieprogram, der skal få dygtige internationale studerende til at søge kandidatuddannelser i Danmark.
Partierne bag aftalen er enige om at afsætte 25 millioner kroner til programmet. Stipendierne bliver målrettet studier inden for emneområder, der er strategisk vigtige for Danmarks innovationsevne, såsom udvikling af innovative løsninger inden for blandt andet fødevarer, sundhed og bæredygtig produktion.
- Danmark har brug for kloge hoveder fra udlandet, som kan løfte vores innovationsevne. Vi går efter de allerdygtigste studerende, som kan bidrage til udvikling inden for de områder, hvor vi allerede er stærke, og hvor vi har potentiale til at skabe nye løsninger på konkrete udfordringer. Det vil være med til at skabe nye job i Danmark, og det kan styrke vores rolle på den globale scene, siger uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen.
Konkret vil stipendierne blive knyttet op på de samfundspartnerskaber om innovation mellem universiteter og virksomheder, som Danmarks Innovationsfond igangsætter. Programmet vil geografisk blive målrettet studerende fra de lande uden for Europa, hvor Danmark har etableret innovationscentre. Det vil sige Brasilien, Indien, Kina, Sydkorea og USA samt i Japan, hvor ambassaden har opgaver, der ligner innovationscentrenes.
Stipendieprogrammet udgør et centralt element i regeringens handlingsplan for internationalisering på uddannelsesområdet 'Danmark – et attraktivt uddannelsesland', der blev lanceret i april 2014 som en del af regeringens indsats for at tiltrække højtkvalificeret udenlandsk arbejdskraft til Danmark og øge internationaliseringen af de videregående uddannelser.
Afsæt i danske styrkepositioner
De samfundspartnerskaber, som Danmarks Innovationsfond igangsætter, tager afsæt i danske styrkepositioner og erhvervsefterspørgsel. Samfundspartnerskaberne indebærer tætte samarbejder mellem virksomheder, universiteter og andre videninstitutioner med henblik på at udvikle nye, innovative løsninger på konkrete samfundsudfordringer og derigennem skabe vækst og beskæftigelse i Danmark.
Der igangsættes fem samfundspartnerskaber i 2014 inden for emnerne Det Blå Danmark, tidlig klinisk afprøvning af ny medicin, vandeffektiv industriel produktion, bygningsrenovering samt intelligent, bæredygtig og effektiv planteproduktion.
Om stipendieprogrammet
- Der afsættes en ramme på 25 millioner kroner i 2015-2017 til stipendieprogrammet.
- Programmet indebærer 60-65 stipendier til, at særligt talentfulde internationale studerende fra lande uden for EU/EØS får tildelt et stipendium, som dækker studieafgift og leveomkostninger. Stipendiemodtagerne vil få en virksomhedstilknytning i Danmark i løbet af uddannelsen.
- Universiteterne kan fastsætte størrelsen på stipendiet til leveomkostninger inden for en maksimal ramme på et beløb svarende til SU og SU-lån. Dette svarer til rammen for leveomkostningsstipendier inden for institutionernes eksisterende friplads- og stipendieordning.
- De universiteter, der indgår i de samfundspartnerskaber om innovation som Danmarks Innovationsfond igangsætter, vil få tilbudt mulighed for at få tilknyttet stipendiemidler med henblik på studier inden for partnerskabernes emneområder. Universiteterne i samfundspartnerskaberne fastlægger de nærmere rammer for fordeling og rekruttering af stipendiemodtagere.
- I 2014 har Danmarks Innovationsfond udbud om finansiering til fem samfundspartnerskaber inden for følgende emneområder:
- Blå arbejdspladser via grønne løsninger
- Danmark som foretrukket land for tidlig klinisk afprøvning af ny medicin
- Vandeffektiv industriel produktion
- Innovatorium til bygningsrenovering
- Intelligent, bæredygtig og effektiv planteproduktion.
De fem temaer for samfundspartnerskaberne blev politisk besluttet i forbindelse med fordelingen af forskningsreserven i november 2013.
- Med Aftale om en vækstpakke er det endvidere besluttet, at der skal igangsættes yderligere to samfundspartnerskaber indenfor emnerne Big Data og Avancerede materialer.
- Stipendieprogrammet vil geografisk blive målrettet studerende fra lande uden for EU, hvor Danmark har etableret innovationscentre eller lignende. Det vil sige Brasilien, Indien, Kina, Sydkorea, USA samt Japan.
- Stipendieprogrammet evalueres i 2019. Evalueringen vil blandt andet fokusere på stipendiemodtagernes overgang til beskæftigelse i Danmark.
- De universiteter, der har indsendt interessetilkendegivelse om samfundspartnerskaber i 2014, vil blive orienteret om muligheden for at indgå i stipendieprogrammet.
- Handlingsplanen Danmark – et attraktivt uddannelsesland - Sådan tiltrækker og fastholder Danmark talenter fra udlandet er anden og sidste del af en samlet handlingsplan for internationalisering. Første del Øget indsigt gennem globalt udsyn har fokus på at styrke de danske studerendes internationale udsyn. Den blev lanceret i juni 2013.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Kontorchef Lars Beer Nielsen, tlf. 2086 0828, e-mail lni@uds.dk
Pressesekretær Carina Elkott, tlf.: 5090 0549, e-mail: care@ufm.dk
Handlinger tilknyttet webside