Gå til indhold

Vi har brug for en samfundsengageret og socialt ansvarlig forskning

10. december 2014
Forskning må ikke foregå i et lukket kredsløb isoleret fra resten af samfundet. Vi har alle et ansvar for, at der forskes til fælles bedste. På en konference torsdag sættes der fokus på, hvordan borgerne kan inddrages i de væsentlige problemstillinger, som forskning og ny teknologi medfører.

I et demokratisk samfund har alle borgere ret til at være med til at træffe beslutninger, der har afgørende indflydelse på vores fremtid. En meget stor del af den forskning, der foregår i dag, har betydning for, hvordan samfundet kommer til at se ud i morgen. Det er et ansvar, der er for stort til at overlade til forskerne alene.

Det er baggrunden for, at Uddannelses- og Forskningsministeriet torsdag den 11. december inviterer til konferencen ’Responsible Research and innovation’. Formålet med konferencen er at samle repræsentanter fra blandt andet forskningsverdenen, erhvervslivet, organisationerne og medierne for at diskutere, hvordan man fremmer en samfundsengageret og socialt ansvarlig forskning, der inddrager borgerne i videst mulig omfang.

- En bedre dialog mellem forskning og befolkning er ikke kun til gavn for samfundet – det vil også gøre forskningen bedre. Større åbenhed om forskningsresultaterne og en bredere inddragelse i selve forskningsprocessen vil sikre, at flere kan få nytte af den viden, forskerne producerer. Som samfund foretager vi massive investeringer i forskning og teknologisk udvikling. Vi skal sikre, at denne investering udnyttes bedst muligt i god dialog mellem forskere og borgere, virksomheder og andre interessenter, siger uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen.

Konferencen er arrangeret i et samarbejde mellem Uddannelses- og Forskningsministeriet og institutleder og professor i forskningskommunikation Maja Horst, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet. Mette Walsted Vestergaard, DR, er moderator.

Der er ikke flere ledige pladser til konferencen.

Følg og tweet med i debatten på #rridk


Yderligere oplysninger, kontakt:

Kontorchef Johnny K. Mogensen, Styrelsen for Forskning og Innovation, telefon 7231 8370, e-mail jkm@fi.dk 
Professor Maja Horst, Københavns Universitet, telefon 3532 8853, e-mail horst@hum.ku.dk  
Presse- og kommunikationskonsulent Steen Bruun Jensen, telefon 4132 6030, e-mail sbj@fi.dk 

Handlinger tilknyttet webside