Gå til indhold

Forskningens verden åbner sig

20. april 2015
Bliv fornøjet, forundret og fascineret, når Forskningens Døgn byder på et væld af muligheder for at dykke ned i videnskabens afkroge.

Smag på en vandmand, sæt strøm til hjernen eller oplev Danmarks fødsel. Det er blot tre af flere hundrede valgmuligheder, når den landsdækkende videnskabsfestival, Forskningens Døgn, viser videnskaben og dens forskningsprojekter frem.

I tre døgn fra den 23.- 25. april omdannes Danmark til et folkets auditorium, når forskerne præsenterer deres mest finurlige, nye landvindinger. Alle interesserede kan svælge i forskningens verden inden for fagområder som kultur, sundhed, teknologi, natur og samfund.

- Forskningens Døgn skal pirre danskernes nysgerrighed. Både fordi nysgerrighed er forudsætningen for, at vi bliver klogere og får ideer til nye opfindelser, som kan gøre vores hverdag og vores velfærdssamfund endnu bedre. Men også fordi de udfordringer, som Danmark står over for, kalder på endnu tættere kontakt mellem forskere og samfund. Jeg håber, at rigtig mange vil benytte sig af muligheden for at opleve og tage aktivt del i programmet, siger uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen.

I alt kan man kvit og frit vælge mellem 300 arrangementer på blandt andet universiteter, hospitaler, museer, virksomheder og i kommuner. Derudover afholdes mere end 300 foredrag, som er blevet til gennem initiativet ”Bestil en forsker”, der også hører under Forskningens Døgn.

Stor spændvidde

De forskellige arrangører har haft frie hænder til at vælge, hvilken del af forskningens mangfoldige verden, de vil vise publikum. Spændvidden af arrangementer er derfor stor:

Man kan for eksempel få målt sine lungers rumfang, se det usynlige eller gå til kemishow, når Københavns kommune omdanner flere pladser til forskertorve, mens for eksempel Syddansk Universitet inviterer til at studere videnskaben i øl, lære at flyve med droner eller at se retsmedicinere obducere en gris.

Kongelig deltagelse

Startskuddet til Forskningens Døgn lyder torsdag d. 23. april på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby, hvor HKH Kronprinsesse Mary officielt vil åbne videnskabsfestivalen ved et stort science-arrangement.

Uddannelses- og Forskningsministeriet er initiativtager til Forskningens Døgn, der i år afvikles for 11. gang. Sidste år valgte over 70.000 danskere at deltage i et eller flere af arrangementerne.


Yderligere oplysninger, kontakt:

Projektleder i Sekretariatet for Forskningens Døgn, Katja Gunnertoft Bojsen, kabo@fi.dk, tlf.  72 31 83 44 Presse- og kommunikationskonsulent i Styrelsen for Forskning og Innovation, Steen Bruun Jensen, sbj@fi.dk, tlf. 72 31 82 16

Handlinger tilknyttet webside