Gå til indhold

Ministre vil sikre bedre undervisning og flere kvinder i forskning i Norden

07. januar 2015
De nordiske lande skal arbejde tættere sammen om at skabe bedre undervisning og trivsel, styrke udviklingen af talenter og sikre flere kvindelige forskere. Det er blandt initiativerne, når Danmark har formandsskabet for Nordisk Ministerråd i 2015.

Et nyt nordisk forum skal styrke det nordiske samarbejde om at udvikle, formidle og anvende viden om undervisning og pædagogik på tværs af Norden.

Forummet er et af initiativerne i det fælles program for undervisning, uddannelse og forskning, som uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen og undervisningsminister Christine Antorini sætter i gang under Danmarks formandsskab for Nordisk Ministerråd i 2015.

Danmark har opstillet en række initiativer for hvert af de fire overordnede temaer for formandsskabet: Vækst, velfærd, værdier og Det Blå Arktis.

Under formandskabet skal de nordiske ministre på området også mødes for at debattere, hvordan flere kvinder kan få en forskerkarriere, og hvordan Norden bedre kan udnytte og udvikle talentmassen blandt unge under uddannelse.

- I Danmark og i resten af Norden er vi nået langt, når det gælder ligestilling, men det afspejler sig ikke på forskningsområdet, hvor 80 procent af professorerne i Norden er mænd. Det er til trods for, at flere kvinder end mænd tager en videregående uddannelse. Begge dele er skævheder og et tegn på, at vi skal være bedre til at dyrke vores talenter. Det skal vi arbejde målrettet på i Danmark, men arbejdet vil have større effekt, når vi sætter fokus på det i det nordiske fællesskab, siger uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen.

Ny viden om god undervisning og pædagogisk praksis i Norden skal understøtte bedre faglige resultater i folkeskolen, reducere betydningen af den negative sociale arv og hjælpe de nordiske børn og unge til at trives bedre.

- I Norden har vi en fælles styrke i, at vores uddannelser generelt fremmer kreativitet og kritisk tænkning. Samtidig formår vi at skabe et sammenhængende børneliv fra 0-18 år. Men vi har også udfordringer med negativ social arv og middelmådige faglige resultater. Derfor igangsætter vi under formandskabet et nordisk videnssamarbejde, der skal samle viden om, hvordan vi får håndteret vores udfordringer. Vi når længere, når vi arbejder sammen i Norden, siger undervisningsminister Christine Antorini.

Danmarks formandskab sætter også fokus på, hvordan det kommende forskningsmikroskop European Spallation Source, ESS, kan udnyttes til at løse store samfundsmæssige udfordringer og, hvordan forskningsmiljøer og erhvervsliv kan få gavn af ESS.

Desuden vil Danmark som formandskabsland afholde en konference om, hvordan den høje kvalitet af de nordiske uddannelsessystemer kan udnyttes til mere uddannelseseksport.

Nordisk Ministerråd 2015

  • Temaerne for formandskabet er vækst, velfærd, værdier og Det Blå Arktis.
  • Uddannelses- og forskningsministeren og undervisningsministeren har udarbejdet et fælles sektorprogram for uddannelses- og forskningsområdet. Programmet indeholder en række initiativer og aktiviteter, som ministrene vil sætte i gang under formandskabet.

For yderligere oplysninger, kontakt:

Uddannelses- og Forskningsministeriet:
Kontorchef Søren Nedergaard, tlf.: 7231 8032, mail: sne@ufm.dk
Presseansvarlig Ingeborg Nielsen, tlf.: 2211 0200, mail: imen@ufm.dk

Undervisningsministeriet:
Kontorchef Christina Barfoed-Høj, tlf.: 3392 5379, mail: christina.barfoed-hoj@uvm.dk
Pressesekretær Sabrina Drevsfeldt, tlf.: 3392 7867, mail: sabrina.drevsfeldt@uvm.dk

Handlinger tilknyttet webside