Regeringen vil investere 20,6 milliarder kroner i forskning og udvikling
- Læs 'Stramme rammer - klare prioriteter' finanslovforslaget 2016 (pjece) på Finansministeriets hjemmeside
- Læs forslag til finanslov for 2016 (hele finansloven) på Finansministeriets hjemmeside
Regeringen har prioriteret at fastlægge niveauet for det offentlige forskningsbudget, således at det udgør 1,01 procent af BNP i 2016. Det svarer til, at det offentlige investerer 20,6 milliarder kroner i forskning og udvikling. I 2015 var beløbet 22 milliarder kroner.
- Regeringen fastholder målsætningen om at bruge mindst en procent af BNP på offentlige udgifter til forskning og udvikling. Og Danmark forventes fortsat at være helt i toppen over OECD-lande med den største offentlige forsknings- og udviklingsindsats i forhold til BNP. Jeg ser frem til, at Folketingets partier i den kommende tid skal forhandle nye initiativer inden for den ramme, regeringen har sat, siger uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen.
Der er afsat en forskningsreserve på 671 millioner kroner, som skal forhandles i løbet af oktober 2015.
Regeringen fastholder derudover institutionernes budgetsikkerhed på basisforskningsmidlerne tre år frem i tiden.
Mere effektive uddannelser
Regeringen indfører et årligt effektiviseringskrav og sparer 0,3 milliarder kroner på videregående uddannelser i 2016. Kravet vokser med to procent hvert år til 1,3 milliarder kroner i 2019.
- Regeringen prioriterer uddannelse højt og har brug for kvalificeret arbejdskraft. Men vi stiller også krav om mere effektive uddannelser, og den opgave har jeg tillid til, at institutionerne kan løfte, siger Esben Lunde Larsen.
Regeringen budgetterer med et samlet tilskud til uddannelserne på 14,4 milliarder kroner i 2016 mod 14,2 milliarder kroner i 2015.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Pressechef Jesper Langergaard, tlf.: 7231 8020, e-mail: jela@ufm.dk
Kontorchef Niels Korsby, tlf.: 7231 8050, e-mail: nrk@ufm.dk
Handlinger tilknyttet webside