Gå til indhold

Dansk-tysk uddannelsessamarbejde skal løfte grænseregionen

06. juni 2016
Samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner på begge sider af den dansk-tyske grænse skal styrkes og støtte op om vækst og udvikling. Hvordan opgaven skal løses, blev i dag diskuteret på det regionale uddannelsestopmøde i Flensborg.

Flere unge skal i løbet af deres uddannelse have tilknytning til grænseregionen, så de får bedre karrieremuligheder på begge sider af grænsen, og virksomheder i regionen får lettere ved at tiltrække den arbejdskraft, de har brug for. Derfor skal det dansk-tyske uddannelsessamarbejde styrkes.

Den 6. juni inviterede Uddannelses- og Forskningsministeriet, Region Syddanmark og delstatsregeringen i Slesvig-Holsten til et fælles regionalt uddannelsestopmøde i Flensborg. I alt omkring 80 repræsentanter fra virksomhederne i regionen, videregående uddannelsesinstitutioner, brancheorganisationer og offentlige institutioner deltog i mødet.

- Der er store perspektiver i grænseregionen for vækst og nye arbejdspladser. Men mangel på kvalificeret arbejdskraft kan være en barriere for, om grænseregionen kan nå sit fulde potentiale. Derfor er jeg glad for, at vi i dag i fællesskab sætter fokus på, hvordan vi kan styrke uddannelsesmulighederne på begge sider af grænsen. Samtidig skal vi styrke Danmarks eksport til Tyskland. Gennem styrket uddannelsessamarbejde og et styrket eksportfokus er jeg sikker på, at vi kan styrke grænseregionen, siger uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs.

På mødet drøftede deltagerne, hvordan virksomheder, politikere, myndigheder og uddannelsesinstitutioner i fællesskab kan styrke det grænseoverskridende uddannelsessamarbejde.

Det blev blandt andet diskuteret, hvordan praktik på begge sider af grænsen kan hjælpe virksomhederne med at få fat i kvalificeret arbejdskraft og øge de unges jobmuligheder efter endt uddannelse.

Regionsrådsformand i Region Syddanmark, Stephanie Lose, siger:

- Mødet i dag var startskuddet til, at vi sammen kan finde nye veje og muligheder for uddannelsessamarbejde over grænsen mellem de videregående uddannelser. Det vil give flere unge læring og netværk fra begge sider af grænsen og være en stor fordel for den enkelte, men også for virksomheder og offentlige arbejdsgivere i grænseregionen.

Slesvig-Holstens Europaminister Anke Spoorendonk siger:

- På topmødet i dag taler vi ikke kun om samarbejdet mellem de videregående uddannelser blot for samarbejdets egen skyld. Det er heller ikke kun for at styrke det gode naboskab. Det handler om, hvordan vores grænseregion i en tid med globalisering og internationalisering fortsat kan holde trit med udviklingen og vise sine stærke sider.

Slesvig-Holstens Videnskabsminister Kristin Alheit siger:

- Det dansk-tyske samarbejde har igennem flere årtier været en del af Slesvig-Holstens identitet. Et grænseland uden tæt og venskabeligt samarbejde ville være utænkeligt – især også når det gælder vores videregående uddannelser. Målet med dagens uddannelsestopmøde er at styrke dette samarbejde og finde nye impulser for videreudviklingen. Det handler konkret om at omdanne innovative ideer fra de videregående uddannelser og virksomheder til håndfaste fælles projekter. 


For yderligere oplysninger, kontakt:

Uddannelses- og Forskningsministeriet:
Pressesekretær Kristina Mie Hansen, tlf.: 7231 8012, e-mail: kmh@ufm.dk

Delstatsministeriet i Slesvig-Holsten:
Stefan Seidler, Ministeriet for Justits, Kultur og Europa
tlf.: +49 151 55 949 489, e-mail: stefan.seidler@jumi.landsh.de

Region Syddanmark:
Regionsrådsformand i Region Syddanmark, Stephanie Lose, tlf.: 25 33 09 82, e-mail: slo@rsyd.dk

Handlinger tilknyttet webside