Danske virksomheder er gode til at få innovationsstøtte fra EU
Kun overgået af Holland er Danmark det land, der får flest penge per indbygger fra EU’s forsknings- og innovationsprogram Horizon 2020. De danske projektdeltagere har samlet fået bevilget, hvad der svarer til knap 470 kroner per indbygger i Danmark. Det viser en ny opgørelse fra Europa-Kommissionen.
- Det er glædeligt, at danske forskere og virksomheder har succes med at få støtte fra EU til forsknings- og innovationsprojekter. Det vidner om høj kvalitet i dansk forskning, siger uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs.
Succes i programmer for små og mellemstore virksomheder
De danske små og mellemstore virksomheder (SMV’er) præsterer godt i den skarpe konkurrence om at få støtte fra EU. I det særlige program for innovative virksomheder ligger danske SMV’er nummer fire, når man sammenligner hjemtag per indbygger blandt de tyve lande, der henter flest midler.
- Forskning og innovation skaber værdi for samfundet – det gør os klogere, giver vækst og nye arbejdspladser, og det udvikler vores samfund. Derfor opfordrer jeg ansøgere i hele landet til fortsat at bruge mulighederne for at søge EU-midler, fortsætter ministeren.
Støtte til international forskeruddannelse, forskermobilitet og karriereudvikling
Opgørelsen viser også, at Danmark klarer sig særlig godt inden for forskeruddannelses- og mobilitetsprogrammet Marie Skłodowska-Curie. Ud af i alt 591 Horizon-projekter med dansk deltagelse er der igangsat hele 179 projekter inden for Marie Skłodowska-Curie programmet, der støtter international forskeruddannelse, forskermobilitet og karriereudvikling.
Siden Horizon 2020-programmets start i januar 2014 har danske forskere og virksomheder hjemtaget over 2,7 milliarder kroner, hvilket svarer til 2,55 procent af de Horizon 2020-bevillinger, som er udmøntet indtil nu.
Næste opgørelse af Danmarks deltagelse i Horizon 2020 forventes i november 2016.
Om Horizon 2020
- Horizon 2020 er EU´s rammeprogram for forskning og innovation, der gælder for årene 2014-2020 med et budget på cirka 75 milliarder euro.
- Programmet yder projektfinansiering til blandt andet forskere, virksomheder, iværksættere, organisationer og regioner
- Interaktivt kort over projekter i hele Danmark: Hvad hitter i H2020
- Statistik om Danmarks deltagelse i Horizon 2020
- Danmarks officielle side om Horizon 2020
For yderligere oplysninger, kontakt:
Kontorchef Katrine Nissen, Styrelsen for Forskning og Innovation, tlf.: 7231 8240, e-mail: katn@fi.dk
Pressesekretær Kristina Mie Hansen, Uddannelses- og Forskningsministeriet, tlf.: 7231 8012 e-mail: kmh@ufm.dk
Handlinger tilknyttet webside