Rekordår for innovationsmiljøerne
Innovationsmiljøerne hjælper hvert år nye innovative virksomheder til verden ved på statens vegne at investere kapital i den tidlige, risikofyldte opstartsfase for en virksomhed. Målet er at hjælpe flere nye virksomheder frem til et stadie, hvor de kan stå på egne ben og tiltrække private investeringer.
Netop evnen til at tiltrække privat kapital indikerer, i hvor høj grad det er lykkedes at udvikle nye iværksættervirksomheder. I 2015 lykkedes det innovationsmiljøernes virksomheder at tiltrække 1,3 milliarder kroner i privat kapital. Det er 70 procent mere end året før og det største beløb, som innovationsmiljøernes virksomheder har tiltrukket siden starten i 1998.
It-virksomheder tiltrak i 2015 hele 68 procent af de private investeringer.
- Det er rigtig positivt, at der er kommet flere private investeringer i de nye iværksættervirksomheder. Det er afgørende for, at vi kan skabe nye virksomheder og job i Danmark. Performanceregnskabet viser store investeringer i it-virksomheder. Det skaber grobund for, at vi kan udnytte de nye digitale muligheder til at skabe vækst i de kommende år, siger uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs.
Om innovationsmiljøerne
- Innovationsmiljøerne er private aktieselskaber, som på vegne af staten investerer i projekter, der kan have stort potentiale, men hvor risikoen i starten er for høj til, at andre vil investere i dem.
- De fire godkendte innovationsmiljøer er Pre-Seed Innovation A/S, Syddansk Innovation A/S, CAPNOVA A/S og BOREAN Innovation A/S.
- Innovationsmiljøerne råder samlet over en statslig bevilling på omkring 200 millioner kroner årligt. Bevillingen er afsat på finansloven.
- Miljøerne kan investere op til 3,5 millioner kroner i en ny virksomhed som lån eller kapitalindskud, der senere kan følges op med en investering på op til 2,5 millioner kroner.
- Udover at innovationsmiljøerne investerer risikovillig kapital i de lovende virksomheder, hjælper de også virksomhederne med sparring og rådgivning.
- Målet er at skabe og udvikle flere videntunge virksomheder frem til et stadie, hvor de kan stå på egne ben.
- Alle investeringer fra det offentlige skal suppleres med midler fra det private. Fra 2011 til og med 2015 er det lykkedes innovationsmiljøernes porteføljevirksomheder at tiltrække 5 kroner fra private investorer for hver statslig krone, der er blevet investeret.
For yderligere oplysninger, kontakt Styrelsen for Forskning og Innovation:
Kontorchef Nicolai Zarganis, tlf.: 2361 7565, e-mail: niza@fi.dk
Presse- og kommunikationsansvarlig Line Svenningsen, tlf. 7231 8216, e-mail: lines@fi.dk
For yderligere oplysninger om Innovationsmiljøordningen, kontakt:
Lars Stigel, Formand for Foreningen for Innovationsmiljøer i Danmark, tlf. 4676 0855, e-mail: ls@capnova.dk
Handlinger tilknyttet webside