Stor idérigdom omsættes til forskning og innovation for 4,2 milliarder kroner
Der var i 2015 stor efterspørgsel på de konkurrenceudsatte midler fra de tre statslige forskningsfinansierende råd og fonde samt EU. Det viser en ny opgørelse, ’Tal om forskning og innovation 2015’, fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Forskere ansøgte både Det Frie Forskningsråd og EU’s rammeprogram for forskning og innovation, Horizon 2020, for lidt over 11 milliarder kroner i 2015, mens Danmarks Innovationsfond modtog ansøgninger for godt 9 milliarder kroner. Samlet set blev der efterspurgt otte gange flere midler i 2015, end der blev bevilget.
- Det er meget positivt, at danske forskere og virksomheder i så høj grad søger de konkurrenceudsatte forsknings- og innovationsmidler. For det betyder, at der er stor konkurrence blandt forskere og virksomheder om at få del i midlerne. Det er med til at skærpe forsknings- og innovationsprojekterne og på den måde gavne kvaliteten til fordel for forskningen, samfundet og erhvervslivet, siger uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs.
De tre danske råd og fonde samt Horizon 2020 bevilligede tilsammen 4,2 milliarder kroner til forskning og innovation i 2015. Heraf stod Danmarks Innovationsfond for 1,4 milliarder kroner. Det Frie Forskningsråd og Horizon 2020 bevilgede hver godt 1,2 milliarder kroner til danske deltagere, og Danmarks Grundforskningsfond udbetalte 425 millioner kroner.
Det kan du blandt andet læse i ’Tal om forskning og innovation 2015’:
- De tre statslige råd og fonde samt EU’s rammeprogram for forskning og innovation, Horizon 2020, har modtaget knap 7.900 ansøgninger, hvoraf knap 1.400 har fået bevilling.
- Der er samlet blevet ansøgt om knap 31,5 milliarder kroner, hvoraf der er blevet bevilget over 4,2 milliarder kroner til forsknings- og innovationsprojekter hos de fire råd, fonde og programmer.
- Succesraten for ansøgt beløb er lavest med 11 procent for både Det Frie Forskningsråd og Horizon 2020, mens succesraten i Danmarks Innovationsfond er 16 procent.
Yderligere oplysninger, kontakt:
Kontorchef Andreas Blohm Graversen, Styrelsen for Forskning og Innovation, tlf. 7231 8402, e-mail: abg@fi.dk
Presse- og kommunikationsansvarlig Line Svenningsen, Styrelsen for Forskning og Innovation, 7231 8216, e-mail: lines@fi.dk
Handlinger tilknyttet webside