Gå til indhold

Kina åbner døren for samarbejde med flere danske uddannelsesinstitutioner

03. maj 2017
19 danske uddannelsesinstitutioner er netop blevet blåstemplet som institutioner af høj kvalitet af det kinesiske undervisningsministerium. Det er til fordel for institutionerne samt både danske og kinesiske studerende. Ministeren glæder sig over perspektiverne i samarbejdet.

En lang række danske uddannelsesinstitutioner får nu mulighed for at etablere et tæt samarbejde med videregående uddannelsesinstitutioner i Kina. Det kinesiske undervisningsministerium har i forbindelse med statsminister Lars Løkke Rasmussens officielle besøg i Kina godkendt i alt 19 danske erhvervsakademier og kunstneriske uddannelser som nye samarbejdspartnere.

Det er en afgørende blåstempling for danske uddannelsesinstitutioner, hvis de skal tiltrække kinesiske studerende på hele uddannelser eller udvekslingsophold. Samtidig åbner det døren for fælles uddannelsesprojekter, som har stor bevågenhed i Kina, hvor regeringen arbejder hårdt på at udvikle de mellemlange videregående uddannelser for at få kvalificeret arbejdskraft nok de til kinesiske virksomheders behov. Endelig har det også en afgørende betydning for danske studerende fra de videregående uddannelsesinstitutioner, hvis de efter endt uddannelse ønsker at søge beskæftigelse i Kina.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind glæder sig over de nye muligheder. Han mener, at samarbejdet er til gavn for Danmark som helhed, da medarbejdere med internationale kompetencer er efterspurgt og afgørende for Danmarks konkurrenceevne. De kompetencer kan studerende blandt andet få via udveksling, projektorienterede forløb i internationale miljøer og ved at have internationale medstuderende.

- Det her er mere end blot en opdatering af en liste på en kinesisk hjemmeside. Det er en bred dør, der nu åbnes, så vores institutioner kan styrke deres samarbejde med for eksempel kinesiske eliteinstitutioner og derigennem kvaliteten af vores uddannelser. Samtidig kan et større samarbejde  være med at øge vores samhandel med Kina, der har vist stor interesse for dansk viden og velfærdsteknologi inden for flere af de områder, vores uddannelsesinstitutioner tilbyder, siger han.

I alt er der nu 35 danske universiteter, professionshøjskoler, erhvervsakademier og kunstneriske institutioner på listen.

I 2015 læste 864 kinesere på en hel uddannelse i Danmark, og i studieåret 2014/15 var der 394 kinesiske studerende på studie- eller praktikophold i Danmark.

Fakta: Disse uddannelsesinstitutioner er nye på listen

Erhvervsakademier: Erhvervsakademi Århus, Erhvervsakademi MidtVest, Erhvervsakademi Sydvest, Copehagen Business Academy, Erhvervsakademi Dania, Erhvervsakademi Kolding, Erhvervsakademi Lillebælt, Københavns Erhvervsakademi og Erhvervsakademi Sjælland.

Kunstneriske uddannelser: Arkitektskolen Aarhus, Designskolen Kolding, Syddansk Musikkonservatorium, Den Dansk Scenekunstskole, Den Danske Filmskole, Rytmisk Musikkonservatorium, Det Jyske Musikkonservatorium, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler For Arkitektur, Design og Konservering, Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

 


For yderligere oplysninger, kontakt:

Pressesekretær Kristian Hedegaard Jensen, tlf.: 7231 9508, khje@ufm.dk
Fuldmægtig Sørine M. Vesth Rasmussen, 7231 8875, smvr@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside