Gå til indhold

Nyt ”røntgenfoto” giver grundigt billede af uddannelse og forskning i Danmark

23. juni 2017
Det går godt for forskning og videregående uddannelser i Danmark, men der er også plads til forbedringer. Det viser Uddannelses- og Forskningspolitisk Redegørelse, som ser nærmere på blandt andet kvaliteten i de videregående uddannelser og forskningen i Danmark.

Der er stor forskel på de videregående uddannelsers kvalitet, og på hvor relevant indholdet af dem er for arbejdsmarkedet. Og mange nyuddannede har svært ved at finde job. Det fremgår af Uddannelses- og Forskningspolitisk Redegørelse, som i år er udarbejdet for første gang. Redegørelsen giver et omfattende ’røntgenfoto’ over uddannelse og forskning i Danmark.

Samtidig viser redegørelsen, at både private og offentlige forskningsinvesteringer giver høje økonomiske afkast. Eksempelvis peger gennemgangen af forskningen på, at private forskningsinvesteringer giver afkast på mellem 20 og 30 procent. Redegørelsen viser dog også, at der er behov for at opdyrke endnu mere viden om forskningsinvesteringer.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind vil bruge redegørelsen som faktuelt grundlag for det videre arbejde med at styrke uddannelsernes og forskningens kvalitet og dermed ruste Danmark endnu bedre til fremtiden.

- Det er uddannelse og forskning, der skal gøre Danmark rigere og klogere. Vi bruger 51 milliarder på forskning, innovation, videregående uddannelser og SU om året. De penge skal vi selvfølgelig bruge bedst muligt. Det er derfor vigtigt, at vi sætter fokus på, hvor det går godt, og hvor vi kan gøre det endnu bedre. På den måde kan vi følge udviklingen og lade os inspirere af de mange gode eksempler, siger Søren Pind.

Det er første gang, at Uddannelses- og Forskningsministeriet offentliggør en samlet redegørelse, som giver et analytisk ståsted for hele ministeriets ressortområde.

Om Uddannelses- og Forskningspolitisk Redegørelse

  • Redegørelsen indeholder en årligt tilbagevendende del om status og udvikling samt 1-2 temaer, som varierer fra år til år. 
  • I 2017 indeholder Uddannelses- og Forskningspolitisk Redegørelse følgende dele:

1. Status og udvikling på uddannelses- og forskningsområdet
2. Økonomiske effekter af investeringer i offentlig og privat forskning
3. Kvalitet og relevans af de videregående uddannelser


For yderligere oplysninger, kontakt: 

Kontorchef Jonas Zielke Schaarup, tlf.: 7231 8118, e-mail: jzs@ufm.dk
Pressesekretær Kristina Mie Hansen, tlf.: 7231 8012, e-mail: kmh@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside