Gå til indhold

Presseinvitation til EliteForsk-konferencen 2017

20. februar 2017
Den 23. februar 2017 overrækkes årets EliteForsk-priser til fem fremragende forskere på Glyptoteket i København. H.K.H. Kronprinsesse Mary og uddannelses- og forskningsminister Søren Pind står for overrækkelsen.

Uddannelses- og forskningsministeren uddeler hvert år EliteForsk-priser på 1,2 millioner kroner til fem af Danmarks dygtigste forskere. Heraf er 200.000 kroner en personlig hæderspris, mens 1.000.000 kroner går til forskningsaktiviteter.

EliteForsk-prisen 2017 overrækkes den 23. februar af H.K.H. Kronprinsesse Mary på Ny Carlsberg Glyptotek i København, mens uddannelses- og forskningsminister Søren Pind præsenterer vinderne. Pressen er velkommen ved arrangementet, der finder sted:

Torsdag den 23. februar 2017, kl. 12.30-17.00
Festsalen på Ny Carlsberg Glyptotek, Dantes Plads 7
1556 København V

Det er i år 11. gang, at Uddannelses- og Forskningsministeriet fejrer dansk forsknings frontløbere med uddeling af priser og rejsestipendier. Ved arrangementet skal tyve modtagere af et EliteForsk-rejsestipendium også fejres. Ved konferencen hædres desuden prestigefyldte bevillinger fra Det Frie Forskningsråds Sapere Aude-program og Innovationsfondens tre nye priser Grand Solution Pris 2017, Årets Innovatør 2017 og Årets Talenter 2017.

Programmet for årets konference byder på taler af formand for The European Citizen Science Association professor Johannes Vogel, Humboldt-Universität zu Berlin, lektor i fysik Jacob Sherson, Aarhus Universitet og direktør Birgitte Nauntofte, Novo Nordisk Fonden. Bestyrelsesformand for Det Frie Forskningsråd Peter Munk Christiansen og næstformand for Innovationsfondens bestyrelse Flemming Besenbacher holder taler for årets prismodtagere. De musikalske indslag leveres af den færøske sangerinde Eivør Pálsdóttir sammen med pianist Gustaf Ljunggren.

Ved konferencen deltager udover H.K.H. Kronprinsesse Mary og uddannelses- og forskningsministeren personligt inviterede prismodtagere, forskere og repræsentanter for den danske forskningsverden.

Pressetilmelding skal ske via mail til jte@ufm.dk senest den 21. februar klokken 12.00. Navn og medie bedes oplyst i mailen.

Ønsker man at overvære HKH Kronprinsessens ankomst, er det seneste mødetidspunkt klokken 12.30. De fem EliteForsk-priser uddeles klokken 13.45.

Følg EliteForsk-prisoverrækkelsen på Twitter via #eliteforsk


For yderligere oplysninger, kontakt:

Pressesekretær i Uddannelses- og Forskningsministeriet, Jakob Sejr Teichert: telefon 7231 9503 eller email jte@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside