Gå til indhold

Uddannelsesdebat med Søren Pind i hele landet

08. maj 2017
Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind tager nu landet rundt for at debattere uddannelse med de studerende. Han vil tale med de studerende om undervisningen, dannelse og fake news.

Får du nok ud af undervisningen? Ruster din uddannelse dig til fremtiden? Har vi brug for mere dannelse og kritisk sans i kampen mod fake news?

De spørgsmål og mange andre vil uddannelses- og forskningsminister Søren Pind stille til de studerende på landets universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier, når han tager hul på en tur rundt i alle landets regioner.

- Danske studerende har nøglerne til fremtiden for dette land. Det er derfor afgørende, at vi har rigtig gode uddannelser, ellers ødelægger vi selve fundamentet for Danmarks fremtidige vækst og velfærd. Derfor tager jeg nu rundt og møder en masse studerende og undervisere landet over. Dels for at vende, hvad mine tanker er, og dels for at høre, hvad de reelt oplever på deres studier, siger uddannelses- og forskningsminister Søren Pind.

Ministeren starter i Region Syddanmark mandag den 8. maj på University College Syddanmark i Aabenraa og SDU i Kolding. Torsdag den 11. maj er han i Region Midtjylland på Aarhus Universitet, Erhvervsakademi Dania i Randers og professionshøjskolen VIA University College i Silkeborg.

Til efteråret går turen til Region Nordjylland, Region Sjælland og Region Hovedstaden.

Pressen er velkommen til at overvære debatten med de studerende.


For yderligere oplysninger, kontakt:

Kommunikationskonsulent Nynne Latsch Jespersen Lee, tlf.: tlf:7231 8107, e-mail: nljl@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside