Børnehavebørn i hele landet rejser ind i naturvidenskabens verden
- Læs mere om børnehaveprogrammet på Forskningens Døgns hjemmeside
- Se hvilke biblioteker der har tilmeldt sig programmet (pdf)
Hvorfor er dine øjne grønne? Hvor hurtigt kan bakteriekolonier gro på en børnehavestue? Og hvordan arbejder dine organer i kroppen?
Det vil børnehavebørn i hele landet forsøge at finde svar på sammen med deres pædagoger.
Som noget nyt lancerer Forskningens Døgn i år et børnehaveprogram, hvor børnehaver kan tage en tur på biblioteket og gratis låne en formidlingskasse fyldt med lege, sange, spil og eksperimenter. ”Temaet er Rejsen til kroppens indre”.
- Børns nysgerrighed er umættelig, og deres lyst til at udforske verdens mysterier uendelig. Når vi tager vores børn med på rejse ind i videnskaben allerede når de er små, håber jeg, at vi giver dem en glæde og fascination ved viden, som vil følge dem videre ind i voksenlivet, siger uddannelses- og forskningsminister Søren Pind.
I kassen ligger også bogen ”Rejsen til kroppens indre med Duno og Milo”, som handler om den lille drone Duno, som rejser ind i kroppen og viser børnene, hvordan de ser ud indvendig.
Med aktiviteterne kan børnene blive klogere på deres gener, bakterier og anatomi, og de kan selv gå hjem og undersøge forældres øjenfarver eller kammeraterne i børnehaven.
Aktiviteterne retter sig mod børn i alderen 3-6 år.
Børnehaveprogrammet er udviklet i et samarbejde mellem Københavns Kommune, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Centralbibliotekernes Børne- og Ungetovholdernetværk og Forskningens Døgn.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Projektleder Katja Gunnertoft Bojsen, tlf.: 7231 8344, e-mail: kabo@ufm.dk
Pressesekretær Kristina Mie Hansen, tlf.: 7231 8012, e-mail: kmh@ufm.dk
Handlinger tilknyttet webside