Forhandlingerne om forskningsreserven for 2019 er indledt
I finanslovforslaget for 2019 har regeringen afsat en forskningsreserve på 958 millioner kroner til initiativer inden for forskning og innovation.
I dag er forhandlingerne indledt. Regeringen har foreslået for partierne at styrke forskningen i nye teknologiske muligheder, grøn vækst og bedre sundhed med 400 millioner kroner igennem et løft af Danmarks Innovationsfond.
Derudover har regeringen foreslået at afsætte 330 millioner kroner til udviklings- og demonstrationsprogrammer inden for miljø-, fødevare- og energiområdet.
Regeringen har også foreslået at prioritere 228 millioner kroner til Danmarks Frie Forskningsfond, herunder vil regeringen blandt andet afsætte 80 millioner til fri forskning i digitale teknologier som kunstig intelligens (AI), big data, Internet of Things, it-sikkerhed med videre, med fokus på kapacitetsopbygning af den danske talentmasse.
- Forskningen er en vigtig nøgle til at løse store samfundsudfordringer. Vi skal både have forskning, der gør konkret gavn for samfundet og samtidig skal vi investere massivt i grundforskningen, der kan føre til nye videnskabelige gennembrud. Vi vil særligt prioritere forskning i ny teknologi og sundhed og den grønne forskning – områder, der alle er afgørende for vores fremtid. Jeg ser frem til forhandlingerne med partierne, og håber vi kan lande en god aftale, der giver forskningen et løft, siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Pressesekretær Jakob Sejr Teichert, tlf. 7231 9503, e-mail: jte@ufm.dk
Kontorchef Anders Boye Jacobsen, tlf. 7231 8052, e-mail: aboj@ufm.dk
Handlinger tilknyttet webside