Ny strategi for fri adgang til forskningsresultater
Det kræver tid og en fælles indsats at sørge for 100 procent fri adgang til danske forskningsresultater.
Det er hovedpointen i den nye strategi for Open Acces, hvor visionen er, at forskningsresultater, der er betalt af det offentlige, skal være tilgængelige for alle. For at nå målet sættes der ind i forhold til at få aftaler med forlag, at få forskerne til at bruge Open Access, og at universiteter, fonde og ministeriet skubber på.
Der er de senere år sket fremskridt i arbejdet med at få fri adgang til forskningsresultaterne, og seneste opgørelse viste en fremgang på 13 procentpoint. Andelen af publikationer med Open Access er dog i 2017 på 36 procent. Ambitionen er, at 100 procents Open Access skal indfries i 2025.
Alle universiteterne har i seneste måling vist fremgang, og eksempelvis IT-Universitetet er nu på 98 procent Open Access.
- Det er min ambition, at vi alle kan få adgang til og bruge forskernes viden og resultater – så vi får endnu mere gavn af forskningen. Open Access er et vigtigt redskab til, at viden kommer fra forskerne ud for at arbejde og inspirere. Vi har et meget ambitiøst mål, men det går den rigtige vej, siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers.
Open Access skal fortsat gennemføres ad frivillighedens vej, og strategien indeholder nu også præcist, hvem der har ansvar for hvilke områder. Eksempelvis at forskningsinstitutionerne har ansvaret for informere og hjælpe forskerne omkring det praktiske, mens Uddannelses- og Forskningsministeriet er ansvarlig for at arbejde for at fremme en økonomisk bæredygtig udvikling på området. Ikke bare i Danmark, men også på europæisk plan.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Pressesekretær Jakob Sejr Teichert, Uddannelses- og Forskningsministeriet, tlf: 7231 9503, email: jte@ufm.dk
Handlinger tilknyttet webside