Gå til indhold

Presseinvitation til EliteForsk-prisuddelingen 2018

22. februar 2018
Den 1. marts 2018 overrækkes årets EliteForsk-priser til fem fremragende forskere. Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind står for overrækkelsen, der som noget nyt foregår i Operaen i København.

Uddannelses- og forskningsministeren uddeler hvert år EliteForsk-priser på 1,2 millioner kroner til fem af Danmarks dygtigste forskere for at skabe opmærksomhed om de klogeste hoveder og hylde de største forskningsresultater. Prisen er opdelt i 200.000 kroner som en personlig hæderspris, mens 1.000.000 kroner går til forskningsaktiviteter.

EliteForsk-prisen 2018 overrækkes den 1. marts af uddannelses- og forskningsminister Søren Pind i Operaen i København. Pressen er velkommen ved arrangementet, der finder sted:

Torsdag den 1. marts 2018, kl. 13.30-17.00
Operaens foyer,
Ekvipagemestervej 10,
1438 København K

Det er i år 12. gang, at Uddannelses- og Forskningsministeriet fejrer dansk forsknings frontløbere med uddeling af priser og rejsestipendier. Ved arrangementet skal tyve modtagere af et EliteForsk-rejsestipendium også fejres.

EliteForsk-prisuddelingen er en hyldest til dansk topforskning og afholdes som noget nyt i Operaen i København. Udover at modtage priser vil årets prismodtagere også være arrangementets faglige omdrejningspunkt. I samtale med dagens vært, Peter Lund Madsen, vil de fem prismodtagere fortælle om deres største forskningsgennembrud, deres aftryk på videnskaben og samfundet og om deres vej mod dansk topforskning. De musikalske indslag leveres af den prisbelønnede danske jazzsangerinde Sinne Eeg, guitarist Gustaf Ljunggren og bassist Jeppe Skovbakke.

Ved konferencen deltager udover uddannelses- og forskningsministeren personligt inviterede prismodtagere, forskere og repræsentanter for den danske forskningsverden.

Pressetilmelding skal ske via mail til jte@ufm.dk senest den 28.. februar klokken 12.00. Navn og medie bedes oplyst i mailen.

Følg EliteForsk-prisoverrækkelsen på Twitter via #eliteforsk


For yderligere oplysninger, kontakt:

Pressesekretær i Uddannelses- og Forskningsministeriet, Jakob Sejr Teichert
(Presseansvarlig for Eliteforsk 2017): telefon 7231 9503 eller email jte@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside