Gå til indhold

Syv dage hvor vi inviteres ind i forskningens verden

19. april 2018
Hvad sker der, når man bliver indlagt? Hvordan arbejder hjernen, når du sover? Og hvad sker der i kroppen, når vi bliver ældre? Alt det kan vi blive klogere på, når Forskningens Døgn de næste syv dage blusser op i hele landet.

Vær med, når en retsmediciner forsøger at fastslå dødsårsagen på en gris. Eller prøv, hvordan det er at være vægtløs.

De næste syv dage går det løs med mere end 150 arrangementer, når den landsdækkende videnskabsfestival Forskningens Døgn viser videnskaben frem i hele landet.

På landets hospitaler, biblioteker, skoler, virksomheder, museer og universiteter kan børn og voksne møde Danmarks skarpeste hjerner og opleve deres fascinerende arbejde.

Uddannelses- og Forskningsministeriet står bag Forskningens Døgn. Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind opfordrer danskerne til at tage imod tilbuddet og lade sig forføre af forskningen:

- I hverdagens travlhed glemmer vi, at det er forskernes fortjeneste, at vi kan køre bil, tale i mobiltelefon eller holde vores mad koldt i køleskabet. Det er forskerne, der skaber vores fremtid, gør vores hverdag bedre og udvider vores horisont. Jeg håber, at børn og voksne de næste dage vil tage familie og venner under armen og få nogle gode oplevelser i forskningens fantastiske verden, siger Søren Pind.

Forskningens Døgn forløber fra den 20.-26. april. Udover de mange arrangementer rykker forskere ind i folks hjem og ind på arbejdspladser med mere end 500 gratis foredrag.

Åbning af Forskningens Døgn 2018

Om Forskningens Døgn

• Forskningens Døgn er en landsdækkende videnskabsfestival, der finder sted hvert år i slutningen af april måned med over 700 events og foredrag i hele landet, der sætter fokus på forskning og mere end 75.000 besøgende.
• Forskningens Døgn henvender sig til hele befolkningen og især til dem, der ikke til dagligt har berøring med forskning og innovation.
• Festivalen har eksisteret siden 2005.


For yderligere oplysninger, kontakt:

Projektleder Katja Gunnertoft Bojsen, tlf.: 7231 8344, e-mail: kabo@ufm.dk
Pressesekretær Kristina Mie Hansen, tlf.: 7231 8012, e-mail: kmh@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside