Gå til indhold

Tusindvis af skolebørn fordyber sig i tid

11. april 2018
”Om al tid” er temaet for årets skoleprogram under Forskningens Døgn. Skoleelever over hele landet skal de kommende uger en tur på biblioteket og lege forskere, mens de fordyber sig og bliver klogere på fortiden, nutiden og fremtiden.

De næste tre uger skal skoleelever over hele landet lære at tænke som nysgerrige forskere, når de fordyber sig i tid - fortid, nutid og fremtid. Det foregår på lokale biblioteker rundtom i hele landet.

I grupper af 2-4 elever skal børn i 4.-6. klasse undre sig, stille spørgsmål og søge at finde svar. Grupperne skal blandt andet tælle årringe på et træ, undersøge principperne i et pendul, mærke deres indre ur og tolke spor af fortiden.

Skoleprogrammet er en del af den landsdækkende videnskabsfestival Forskningens Døgn, som hvert år finder sted i april.

- Forskningens Døgn er en fantastisk mulighed for, at børn kan komme tæt på videnskaben. Vi vil begejstre og vække deres nysgerrighed allerede fra barnsben, så de lærer at stille spørgsmål, være kritiske og søge svar på det, de undrer sig over. Det er, når vi er nysgerrige og prøver grænser, vi bliver klogere og får nye ideer, siger uddannelses- og forskningsminister Søren Pind.

Skoleklasserne besøger det lokale bibliotek, hvor bibliotekarer sammen med elevernes lærere står klar til at guide eleverne ved forskellige stationer. Alle aktiviteterne er baseret på metoder og undersøgelser, som forskerne bruger i deres arbejde.

Landsdækkende konkurrence

Programmet munder ud i en landsdækkende konkurrence, hvor eleverne kan indsende en kort video med en underholdende og tankevækkende fortælling om tid, og det de har lært. Det kan for eksempel være, hvor de mærker tiden, måler tiden eller finder spor af fortiden. Der er en biograftur for hele klassen på højkant.

Finaleshow i Aarhus

Det hele kulminerer med et stort finaleshow på Dokk1 i Aarhus. Her vil eleverne bag de tre bedste videoer blive fejret sammen med deres klasser, og en dommerjury vil kåre vinderen.

Kaka og Pharfar står for musikken, Kvante Karina tager børnene med på en tidsrejse ud i verdensrummet, og professor Ulrik Uggerhøj fortæller om tid.

Om skoleprogrammet

• Skoleprogrammet er udviklet af Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet i samarbejde med Biblo; danske folkebibliotekers digitale univers for større børn, og Forskningens Døgn.
• 111 folkebiblioteker over hele landet har tilmeldt sig programmet og inviteret lokale klasser til at deltage.


For yderligere oplysninger, kontakt:

Pressesekretær Kristina Mie Hansen, tlf.: 7231 8012, e-mail: kmh@ufm.dk 
Projektleder Katja Gunnertoft Bojsen, tlf.: 7231 8344, e-mail: kabo@ufm.dk 

Handlinger tilknyttet webside