Børnehavebørn skal på hjerneekspedition
Hvordan vi kan se, hvad andre føler? Hvad sker der, når vi bliver bange? Hvad er hjernen bygget af? Det er nogle af de spørgsmål, børnehavebørn og deres pædagoger nu kan søge svar på sammen.
En formidlingskuffert med titlen ”Hjerneekspeditionen” står klar til udlån på bibliotekerne med sjove science-aktiviteter for børn i daginstitutionerne i alderen 3-6 år. Sammen med Milo og den lille hjælper, dronen Duno, kan børn via en fortællebog tage på ekspedition til menneskets hjerne og undersøge, hvad hjernen er, hvordan hjernen arbejder, og hvordan den bruger sanserne til at opfatte og tolke verden.
Som noget nyt indeholder kufferten også en science-pædagogikdel, som klæder pædagogerne på til at hjælpe børnene med at forstå og fordybe sig i verden omkring dem. Det pædagogiske personale vil blandt andet finde et USB-stik i kufferten med en film om tre tricks til god science-pædagogik: Tag udgangspunkt i børnenes egne spørgsmål, øv dig på at være nysgerrig og stil produktive og nysgerrige spørgsmål.
- Børn er, allerede fra de er helt små, nysgerrige og stiller spørgsmål til det, de ser og hører. Den nysgerrighed skal vi pirre. Hvis vi vil have, at de fremtidige generationer skal komme med innovative løsninger på verdens udfordringer, har de behov for at lære om naturen, og hvordan den fungerer. Vi har brug for flere unge, der har lyst til at beskæftige sig med naturvidenskab. Derfor er det vigtigt, at vi inspirerer dem og fanger deres interesse for de naturvidenskabelige spørgsmål i en tidlig alder. Det er præcist det, som Forskningens Døgns børnehaveprogram gør. Jeg håber, mange vil gøre brug af programmet, siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers.
Formidlingskufferten er en del af børnehaveprogrammet under den landsdækkende videnskabsfestival Forskningens Døgn. Formålet med programmet er at give børnene en smagsprøve på naturvidenskabelig forskning ved at inspirere dem til at undersøge og udforske på en kreativ måde igennem lege, spil, sang, historier og små eksperimenter.
Natur, udeliv og science
Kufferten tager udgangspunkt i børnenes egen hverdag og understøtter især et af de seks nye, styrkede læreplanstemaer for dagtilbud: ”Natur, udeliv og science.” Indholdet i kufferten kan være en hjælp til pædagogerne til, hvordan der kan arbejdes med og tales om dette tema i daginstitutionerne.
Daginstitutioner kan låne formidlingskufferten gratis i 30 dage på de biblioteker, der er tilmeldt programmet. 125 biblioteker landet over har tilmeldt sig, og kufferten kan lånes de fleste steder allerede nu. Tilbuddet er der lige så længe, kufferterne kan holde.
Børnehaveprogrammet er udviklet i et samarbejde mellem Københavns Kommune, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Centralbibliotekernes Børne- og Ungetovholdernetværk og Forskningens Døgn under Uddannelses- og Forskningsministeriet.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Pressekonsulent, Nynne Jespersen Lee tlf: 7231 8107, e-mail: nljl@ufm.dk
Projektleder, Lisbeth Rosenørn, tlf: 7231 8312, e-mail: lro@ufm.dk
Handlinger tilknyttet webside