De videregående uddannelser udklækker flere iværksættere
Iværksættere med en videregående uddannelse starter stadig flere virksomheder. I 2017 stod de bag 42 procent af alle nye iværksættervirksomheder mod 35 procent i 2009. Det svarer til 6.800 nystartede virksomheder i 2017.
Antallet af nye iværksættere med en universitetsuddannelse er i samme periode steget med 77 procent. Det viser en ny analyse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers er glad for udviklingen.
- Uddannelse og forskning kombineret med lysten til at gå egne veje er vigtigt brændstof for nye innovative virksomheder. Det er meget positivt, at flere med en videregående uddannelse prøver kræfter med iværksætteri. Jeg tror, vi kan blive endnu bedre, så vi skal videre ad den vej, siger Tommy Ahlers.
Iværksættere og innovative medarbejdere er med til at skabe vækst og udvikling. Derfor har regeringen sat gang i et eftersyn af det danske innovationssystem. Eftersynet skal give klarhed over, hvordan Danmark skaber en bedre fødekæde fra uddannelse, forskning og innovation til nye produkter og virksomheder, som bygger på ny viden.
Ministeren ønsker også at skabe en stærk innovationskultur, som alle videregående uddannelser er en del af. De kommende dage samler han repræsentanter for de videregående uddannelser og forskningssektoren til Uddannelses- og Forskningsmødet 2019 og debat om, hvordan Danmark får en ny og bedre innovationskultur.
- Jeg tror, at alle videregående uddannelser kan noget, når det handler om innovation og entreprenørskab. Men vi skal blive bedre til at dyrke og opmuntre til innovation på uddannelserne og hjælpe iværksætternes idéer og projekter på vej, så vores forskning kommer ud på markedet, hvor den kan gøre en forskel for samfundet, siger Tommy Ahlers.
Om analysen
- Siden 2009 er antallet af iværksættere med en universitetsuddannelse steget med 77 procent, professionsbachelorer med 63 procent, erhvervsakademiuddannede med 39 procent og faglærte med 24 procent.
- Universitetsuddannede er den gruppe, som oftest vælger at starte nye virksomheder. Udviklingen afspejler, at der er kommet flere med en videregående uddannelse, herunder især med universitetsuddannelser.
- Analysen er udarbejdet af Uddannelses- og Forskningsministeriet på baggrund af data fra Danmarks Statistiks Elevregister og Iværksætterdatabasen fra perioden 2001-2017.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Kommunikationskonsulent Ingeborg Marie Nielsen, tlf.: 72318654, e-mail: imen@ufm.dk
Handlinger tilknyttet webside