En ud af ti studerende tager på studieophold i udlandet
Langt de fleste studerende bliver i Danmark i hele deres studietid. Det viser publikationen ”Education at a Glance 2019”, som OECD offentliggør i dag. Opgørelsen viser, at 12 procent af danske studerende, der har afsluttet deres uddannelse, har læst i udlandet i mindst et semester. Det svarer til gennemsnittet af de lande, der er med i opgørelsen.
Men i både Finland og Sverige rejser de studerende mere ud. I de to lande er det henholdsvis 22 procent og 14 procent, der tager et studieophold i udlandet. Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen ser gerne, at flere danske studerende tager et studieophold i udlandet.
- Hvis man har mod på det, synes jeg, man skal tage ud i verden. Det giver en masse nye faglige og sociale perspektiver, som er godt at få med i bagagen. Jeg fik selv meget ud af mit ophold i New York, hvor jeg var i praktik i FN. Man vender tilbage som et mere helt menneske, med bedre kendskab til sig selv, sit fag og den verden vi lever i, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.
Det er første gang, OECD ser på dimittenders internationale mobilitet, og opgørelsen viser desuden, at 2 procent af danske studerende tager en hel uddannelse i udlandet. Det er også lavere end i både Sverige og Finland, hvor 4 procent tager en hel uddannelse i et andet land.
- Der er rigtig gode muligheder for at få støtte til at læse i udlandet, hvad enten man vil tage en hel uddannelse eller et enkelt semester. Faktisk bliver der løbende afsat flere penge til Erasmus+ programmet, så endnu flere studerende kan komme ud i verden, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.
Det er muligt at få støtte til et studieophold i udlandet gennem for eksempel Erasmus+, som er EU's uddannelsesprogram eller Nordplus, som er Nordisk Ministerråds mobilitets- og netværksprogram. Erasmus+ uddeler knap 270 millioner kroner (35,6 millioner euro) i år blandt andet til projekter mellem institutioner og organisationer i Danmark og de europæiske lande, mens Nordplus har et årligt budget på 68 millioner kroner.
Om Education at a Glance:
- OECD udarbejder hvert år statistik og analyser på uddannelsesområdet for alle OECD-landene og udgiver resultaterne i publikationen ”Education at a Glance”.
- Publikationen indeholder kvantitative indikatorer, som er internationalt sammenlignelige, og kan derfor bruges til at illustrere Danmarks placering i en international sammenhæng.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Chefkonsulent Ken Thomassen, Styrelsen for Forskning og Uddannelse, tlf.: 72 31 83 20, keth@ufm.dk
Pressekonsulent Rasmus Baad, tlf.: 72 31 80 73, rasb@ufm.dk
Handlinger tilknyttet webside