Gå til indhold

Enigt folketing giver 1,5 milliard til grøn forskning

06. november 2019
Alle Folketingets partier er enige om fordelingen af forskningsreserven for 2020 på 1.925 millioner kroner. Med aftalen prioriteres samlet over 1,5 milliard kroner til grøn forskning inden for blandt andet omstilling af landbruget, miljøvenlig transport og bæredygtige byer.

Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Alternativet, Nye Borgerlige og Liberal Alliance har den 6. november indgået en aftale om at fordele forskningsreserven for 2020.

Forskningen skal bidrage til den grønne omstilling og målet om 70 procent reduktion af udledningen af drivhusgasser i Danmark i 2030. Partierne er enige om, at der er behov for en bred forskningsindsats på tværs af videnskabelige områder. Derfor vil partierne afsætte 1 milliard kroner mere end i 2019 øremærket til grøn forskning, så der med forskningsreserven udmøntes 1,5 milliarder til grøn forskning og udvikling i 2020.

- Vi sætter en ny grøn retning for udviklingen af Danmark med den her aftale. Forskningen er helt afgørende for at nå vores ambitiøse mål for den grønne omstilling, derfor giver vi den grønne forskning et markant løft. Så vi kan udvikle et mere klimavenligt landbrug, så vi kan rejse med en mindre belastning af kloden, og så kan få endnu mere grøn energi. Og vi sætter penge af til pilotprojekter inden for bæredygtig arkitektur og design. De grønne forskningsmilliarder skal både gå til at udvikle helt nye ideer, vi ikke har tænkt på endnu, og de mere færdige løsninger, der hurtigt kan blive en del af vores hverdag. Den her brede politiske aftale er et vigtigt skridt i den grønne omstilling, og jeg er glad for, at alle folketingets partier bakker op, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen. 

Stinus Lindgreen, Radikale Venstre:
- Vi er særligt glade for den markante styrkelse af den frie forskning, initiativet til at sikre bedre kønsfordeling indenfor forskningsverdenen, og fokus på formidling af, hvorfor forskning er så vigtigt – både generelt og specifikt for den grønne omstilling.

Astrid Carøe, SF:
- Vi ved, at flere og flere unge i dag ikke trives, og at mange har dårligt mentalt helbred. Men vi ved faktisk ikke så meget om, hvorfor de unge mistrives. Derfor er jeg stolt over at vi afsætter 67 millioner kroner til en pulje til sundhedsforskning, som bl.a. skal gå til forskning i årsagerne til børn og unges mistrivsel.

Ulla Tørnæs, Venstre:
-  Forskning i landbrugets bidrag til den grønne omstilling er en hovedprioritet for Venstre. Fødevaresektoren er en dansk styrkeposition, der årligt eksporterer for milliarder. Derfor skal vi satse på bæredygtig fødevareproduktion og landbruget som grøn energileverandør. Venstre har kæmpet for midler til videreførelse af Grundtvigcenterets arbejde, ligesom vi har prioriteret udarbejdelsen af et beslutningsgrundlag for et nyt oceangående havforskningsskib, der skal afløse DANA IV, og som bl.a. kan løse opgaver i Arktis.

Katarina Ammitzbøll, Konservative Folkeparti:
- Vi er særligt tilfredse med, at vores prioriteringer omkring CO2 neutral transport, energilagring og omstilling af klimavenligt landbrug er blevet selvstændige fokusområder. Ligeledes at der kom flere MUDP midler. Vi kæmpede for at få øget midler til RUC og til et nyt havforskningsskibet Dana Aqua. Endeligt fik Grundtvigcentret 10 millioner kroner og kan fortsætte sit vigtige arbejde. Desværre på bekostning af ‘nye teknologier’.

Henrik Dahl, Liberal Alliance:
- Vi gik til valg på, at der skulle satses på forskning i den grønne omstilling. Derfor er vi glade for, at det fylder så meget i fordelingen af forskningsreserven. En fast prioritering ved forhandlingerne om forskningsreserven, har for os altid været den frie forskning. Vi er glade for, at det i et godt samarbejde er lykkes at styrke den frie forskning mere, end der oprindelig var lagt op til. Endelig er vi glade for, at Grundtvig Centeret ikke tvinges til at stoppe. Grundtvig er en del af det fundament, det danske frisind hviler på, det skal vi styrke.

Mai Villadsen, Enhedslisten:
- Det er afgørende for mig, at det er en historisk grøn forskningsaftale, som skal bidrage til at løse både klima- og naturkrisen. I Enhedslisten har vi længe arbejdet for at forbedre finansministeriets regnemodeller - det glæder jeg mig over, at vi får sat fokus på med aftalen. Og endelig er det helt formidabelt, at vi med det nyoprettede Inge Lehmann-program sikrer en bedre kønsbalance i forskningen.

Uffe Elbæk, Alternativet:
- Vi står på kanten af en klimakatastrofe, der kræver handling og nytænkning på alle niveauer. Her spiller forskningen en vigtig rolle, og vi har med succes kæmpet for midler til forskning i plantebaseret landbrug, nye energiteknologier og grøn adfærd, men også bæredygtigt design og arkitektur på de kreative skoler og mere fri forskning.

Alex Ahrendtsen, Danske Folkeparti:
- Dansk Folkeparti er meget tilfreds med, at det lykkedes at finde finansiering til Grundtvig-centret, så det kan fortsætte digitaliseringen af Grundtvigs forfatterskab i 2020.

Peter Seier Christensen, Nye Borgerlige:
- Nye Borgerlige er glade for at kunne deltage i denne aftale. For Nye Borgerlige er det vigtigt, at der afsættes midler til den frie forskning, ud over den del af forskningen som er mere målrettet oppefra fra politisk hold. Vi mener, at der er fundet en fornuftig balance med denne aftale.

Fakta om fordeling af forskningsreserven:

  • Af forskningsreserven på 1.925 millioner kroner prioriterer partierne 1.542 millioner kroner til grøn forskning:
  • Under Danmarks Innovationsfond er der afsat 629 millioner kroner til brede, sammenhængende og langsigtede indsatser inden for energi, klima, landbrug, transport, natur og miljø, byer og samfund samt adfærd.
  • Under Danmarks Frie Forskningsfond er der afsat 340 millioner kroner til at fremme forskernes egne originale idéer, og til at styrke vækstlaget af forskere og opbygge kapacitet.
  • Der er afsat 40 millioner kroner til klimaforskning og forskning i CO2-lagring ved henholdsvis DMI og GEUS
  • Der er afsat 336 millioner kroner til Energiteknologisk udviklings- og demonstrationsprogram, som skaber arbejdspladser og bidrager til at indfri målet om 70 procent reduktion af drivhusgasudslip i 2030.
  • Der er afsat 189 millioner kroner til at styrke de grønne og miljøteknologiske udviklings- og demonstrationsprogrammer og indsatsen inden for landbrug og miljø og naturbeskyttelse.
  • Der afsættes 2 millioner kroner til forskningsportalen Videnskab.dk. Midlerne skal bidrage til at udbrede kendskabet til og forståelsen for den grønne forsknings samfundsmæssige betydning.
  • Endelig er der afsat 6 millioner kroner til pilotprojekter for forskning i bæredygtigt design og arkitektur.

Derudover afsætter partierne 383 millioner kroner til en balanceret forskningsindsats:

  • Herunder kommer yderligere 236 millioner kroner til Danmarks Frie Forskningsfond, hvoraf 76 millioner kroner går til yngre forskningstalenter og et nyt Inge Lehmann-program til fremme af en ligelig kønssammensætning af forskningsmiljøerne i Danmark.
  • Der er afsat 51 millioner kroner til forskning i effekter af tidlige indsatser og arbejdet med udvikling af de økonomiske regneprincipper
  • Der er under Danmarks Innovationsfond afsat 70 millioner kroner til nye teknologiske muligheder, herunder til forskning i kunstig intelligens, samt 67 millioner kroner til bedre sundhed, herunder klinisk forskning.
  • Der afsættes 10 millioner kroner til at videreføre Grundtvig Centerets arbejde. 

For yderligere oplysninger, kontakt:

Pressesekretær Jakob Sejr Teichert, tlf. 7231 9503, e-mail: jte@ufm.dk
Direktør Nils Agerhus, tlf. 2075 7817, e-mail: nag@ufm.dk 

Handlinger tilknyttet webside