Gå til indhold

Invitation til pressen: H.K.H. Kronprinsessen og uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers åbner Forskningens Døgn i Dyrehaven

16. april 2019
Det er lyd, der er i fokus i år ved den landsdækkende videnskabsfestival Forskningens Døgn. Ved åbningen, foretager H.K.H. Kronprinsessen en lydoptagelse til det store citizen science forskningsprojekt ’Lyden af Danmark’, som vil have danskere i hele landet til at optage lyd uden for deres hoveddør.

Danmark skal være det første land i verden med et nationalt lydkort. Det er ambitionen bag forskningsprojektet ’Lyden af Danmark’, hvor borgerne skal hjælpe forskerne ved at optage den lyd de møder i deres hverdag med deres smartphones. Projektet skal gøre os klogere på det danske lydlandskab, og hvordan lyde påvirker vores liv, samfund og natur.

Kronprinsessen ankommer klokken 12.00 til Peter Lieps Hus i Dyrehaven og bydes velkommen af Anna Lin Lundsgaard fra DR Ultra. Herefter følger et interview med Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers og en samtale om Lyden af Danmark mellem uddannelses- og forskningsministeren, professor Carsten Rahbek, Center fra Makroøkologi, Evolution og Klima, og bestyrelsesformand Flemming Besenbacher, Carlsbergfondet.

Efterfølgende overrækker Kronprinsessen og uddannelses- og forskningsministeren pokal og diplomer til de skoleklasser, der har været med til at udvikle årets Forskningens Døgns skoleprogram TÆT PÅ LYD. Afslutningsvis optager Kronprinsessen, uddannelses- og forskningsministeren og Carsten Rahbek og Flemming Besenbacher en lydoptagelse inden de besøger stande og oplever fænomenet lyd på egen krop.

Der vil være mulighed for at fotografere ved Kronprinsessens ankomst, under åbningsceremonien, diplomoverrækkelsen og udendørs ved udvalgte positioner, herunder når Kronprinsessen foretager en lydoptagelse samt, når børnene demonstrerer forskellige aktiviteter fra skoleprogrammet TÆT PÅ LYD.

Åbningen finder sted:

Onsdag den 24. april 2019 kl. 12.00 - 14.00 
Peter Lieps Hus i Dyrehaven
Dyrehaven 8, 2930 Klampenborg

BEMÆRK der kan ikke parkeres ved Peter Lieps Hus

Seneste ankomsttidspunkt for pressen er kl. 11.30

OBS: Ingen presseadgang uden forudgående tilmelding.
Tilmelding: Senest tirsdag den 23. april kl. 12.00 til forsk@ufm.dk

 

Forskningens Døgn er Uddannelses- og Forskningsministeriets landsdækkende videnskabsfestival, der løber fra den 24.– 30. april med over 700 events og foredrag.

 


For yderligere oplysninger, kontakt:

Pressekonsulent Nynne Jespersen Lee, tlf.: 7231 8107, e-mail: nljl@ufm.dk
Projektleder Lisbeth Rosenørn, tlf.: 7231 8312, e-mail: lro@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside