Næsten hver 5. studerende oplever stress i hverdagen
Stress præger ofte eller altid en del studerendes hverdag på landets videregående uddannelser. Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som Uddannelses- og Forskningsministeriet har foretaget med svar fra 104.275 studerende.
Undersøgelsen viser, at kvindelige studerende har større tendens end mandelige til at opleve symptomer på stress, men at en betydelig andel af mændene også oplever symptomerne. Derudover viser undersøgelsen, at der ikke er en stor sammenhæng mellem de studerendes adgangsgivende karakterniveau, og om de oplever symptomer på stress.
- Som studerende må man gerne være presset og nervøs op til en eksamen eller en svær opgave, men ikke hver dag. Det bekymrer mig, at næsten hver femte studerende oplever stress i dagligdagen, og at vi kan se, at stress rammer så bredt. Det vil jeg gerne være med til at ændre. Jeg tror, en del af løsningen kan findes i en kulturforandring, hvor vi tager et opgør med perfekthedskulturen og frygten for at fejle, siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers.
Med et nyt initiativ sætter Uddannelses- og Forskningsministeriet lige nu fokus på det at dele fejl. Konkret handler det om at dele en lærerig fejl, man har begået og fortælle, hvad man har lært af den og samtidig sprede budskabet med #deldinefejl.
- Vi skal have gang i samtalen, og initiativet er et forsøg på at skabe en debat om, hvor vigtigt det er at vise det uperfekte og turde fejle, fordi vi lærer af det. Det er ikke et forsøg på et quick-fix, hvor vi med et trylleslag løser problemstillingen med stress og mistrivsel. Derudover er der strukturelle ting på uddannelserne, jeg kan være med til at ændre på. Derfor er vi i gang med at se på et nyt optagelsessystem og justere karakterskalaen, og vi har afskaffet hurtigstartsbonussen. Endelig kan der være ting på uddannelserne, man skal se på. For eksempel studielivet og om der kan indføres mere feedback og eksperimenterende tilgang til læring, siger Tommy Ahlers.
Initiativet om nulfejl kan følges på Uddannelses- og Forskningsministeriets sociale medier og på hjemmesiden:
Centrale resultater fra spørgeskemaundersøgelsen
- 82 procent af de studerende, som har svaret på undersøgelsen, er enige eller meget enige i, at de generelt føler sig rigtig godt tilpas på deres uddannelse*.
- 5 procent af de studerende, som har svaret på undersøgelsen, er uenig eller meget uenig i, at de generelt føler sig rigtig godt tilpas på deres uddannelse*.
- 18 procent af de studerende, som har svaret på undersøgelsen, oplever altid eller ofte stærke stresssymptomer i forbindelse med deres studium i dagligdagen.
- 21 procent af de kvindelige studerende og 14 procent af de mandlige studerende, som har svaret på undersøgelsen, oplever altid eller ofte stærke stresssymptomer i forbindelse med deres studium i dagligdagen.
Fakta om spørgeskemaundersøgelsen Uddannelseszoom
Uddannelses- og Forskningsministeriet gennemførte i perioden 23. oktober til 19. december 2018 spørgeskemaundersøgelsen til brug for vejledningsportalen Uddannelseszoom.dk
I alt har 104.275 studerende svaret på spørgeskemaet, svarende til 41 procent af de adspurgte. Spørgeskemaet er sendt til alle aktive fuldtidsstuderende på uddannelser under Uddannelses- og Forskningsministeriets område. Det omfatter studerende på universiteter, professionshøjskoler, erhvervsakademier, maritime uddannelser samt videregående kunstneriske uddannelser.
*Note: Rettet fra '...generelt føler sig godt tilpas på deres uddannelse' til '...generelt føler sig rigtig godt tilpas på deres uddannelse'. /Webredaktionen 1. marts 2019
For yderligere kontakt
Uddannelses- og forskningsministeren: Pressekonsulent Trine Søndergaard, tlf. 7231 8009, tri@ufm.dk
Undersøgelsen: Souschef Sune Quorning Christiansen, Analyse, tlf. 7231 8004, sac@ufm.dk
Handlinger tilknyttet webside