Gå til indhold

Udsigt til øget optag på STEM-uddannelser

15. december 2019
102 millioner kroner er på vej til en række videregående uddannelsesinstitutioner, så de kan øge optaget på STEM-uddannelserne, som for eksempel en ingeniør- eller it-uddannelse. Ministeren er glad for at imødekomme et stort ønske fra uddannelsesinstitutionerne og erhvervslivet.

Regeringen og aftalepartierne bag bevillingsreformen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance er enige om at fordele 102 millioner kroner i perioden 2019-2022, så optaget på de såkaldte STEM-uddannelser på de videregående uddannelser kan øges.

- Det er rigtig godt, at vi nu kan optage flere kvalificerede ansøgere til STEM-uddannelserne i hele landet. Det har været et stort ønske for uddannelsesinstitutionerne og erhvervslivet. Det øgede optag kan bidrage til, at vi får adgang til kvalificeret arbejdskraft. Og vi kan samtidig få flere nyuddannede, der har de kompetencer, der er nødvendige for at lykkes med den grønne omstilling, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Ministeren har lagt vægt på at få en model for udmøntning af midlerne, hvor der tages højde for en høj grad af regional spredning, så pengene kommer til gavn på STEM-uddannelser i hele landet. Derudover er der i fordelingen af midlerne taget hensyn til, hvor der er potentiale for at øge optaget med fokus på de uddannelsesinstitutioner som må afvise ansøgere til STEM-uddannelserne, selvom ansøgerne lever op til de formelle adgangskrav.

Fra 2017-2019 blev der i gennemsnit årligt afvist mere end 800 kvalificerede ansøgere, som ikke kunne få plads på nogen af de ikke-dimensionerede STEM-uddannelser. En ikke-dimensioneret uddannelse er en uddannelse, hvor der typisk er stor efterspørgsel efter arbejdskraft og dermed lav ledighed blandt nyuddannede.

- STEM-uddannelserne er kendetegnet ved, at de nyuddannede kommer lettere i job end på mange andre uddannelser. Derfor er det ærgerligt, når en ansøger, som lever op til alle adgangskravene, bliver afvist alene, fordi der ikke er pladser nok på en uddannelse. Det gør vi nu noget ved, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

De 102 millioner kroner bliver fordelt blandt de uddannelsesinstitutioner, som i perioden 2017-2019 har afvist kvalificerede ansøgere.

Pengene til initiativet stammer fra aftalen om det nye bevillingssystem, der blev vedtaget i 2017. Her blev det blandt andet besluttet at prioritere kapacitetsopbygning og et øget optag på videregående STEM-uddannelser.

Betegnelsen STEM-uddannelser kommer fra den engelske forkortelse af uddannelser inden for Science, Technology, Engineering and Mathematics.

Fakta


For yderligere oplysninger, kontakt:

Ift. uddannelses- og forskningsministeren: Ministeriets pressetelefon, tlf. 7231 8181
Ift. bevillingen: Souschef Adrian Lema, adl@ufm.dk, tlf. 7231 8126

Handlinger tilknyttet webside