Gå til indhold

Regeringen efter ny SU-prognose: Indgreb nødvendigt for at begrænse SU-udgifter til EU-studerende

03. november 2020
En ny prognose for fremtidige SU-udgifter til studerende fra andre EU-lande viser, at stadig flere gør brug af retten til SU. Det bekymrer uddannelses- og forskningsministeren, der nu vil gribe ind.

En ny prognose fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at tidligere tiltag til at begrænse udgifterne til EU-studerende på SU ikke vil virke tilstrækkeligt. Ifølge prognosen som uddannelses- og forskningsministeren netop har præsenteret for SU-forligskredsen kan udgifterne i 2023 være steget til 650 millioner kroner – 201 millioner kroner over det loft, som partierne i forligskredsen har aftalt.

Regeringen vil nu indkalde SU-forligskredsen til en nærmere drøftelse af de forskellige muligheder der er for at begrænse udgifterne til SU til EU-studerende - og derved overholde det loft over SU-udgifterne, som Folketinget har vedtaget. Stigningen de kommende år bliver så markant, at der er brug for at gribe ind, mener regeringen.

- Det bekymrer mig meget, at udgifterne til SU til studerende fra andre EU-lande bliver ved med at stige på trods af indgreb fra den tidligere regering. Vores nye prognose viser, at der i fremtiden formodentlig vil ske en yderligere stigning i udgifterne, hvis vi ikke griber ind. I dag har jeg derfor orienteret SU-forligskredsen om den nye prognose, så vi i fællesskab kan finde en løsning. Vi har et fælles ansvar for at finde tiltag, der gør det muligt at overholde SU-forliget, hvor der er et loft på udgifterne til SU til EU-studerende, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Loft over engelsksprogede uddannelser

I et forsøg på at begrænse udgifterne til SU til EU-studerende indførte den tidligere regering et loft over engelsksprogede uddannelser. Loftet har til dels virket efter hensigten. Stigningen i antallet af internationale studerende, der kommer til Danmark, er nemlig fladet ud. Men den nye prognose viser samtidigt, at en større andel af internationale studerende, der er i Danmark, vil gøre brug af retten til dansk SU via deres status som vandrende arbejdstagere. Det forventes at resultere i stigende udgifter.

Jeg vil gerne rose den tidligere regering for at have vist rettidig omhu, da man reducerede de engelsksprogede uddannelser. Men vi kan se i prognosen, at det ikke er nok, og jeg må også være ærlig og sige, at der desværre ikke er nogle nemme løsninger. For når vi skærer yderligere i antallet af engelsksprogede uddannelser, risikerer det blandt andet at gå ud over de mindre uddannelsessteder, der ligger uden for de store byer. Vi har brug for gode uddannelser i hele landet, og vi har brug for at uddanne de medarbejdere, som virksomhederne efterspørger. Det er noget, vi skal være opmærksomme på, når vi drøfter sagen i SU-forligskredsen. Det er et fælles ansvar at overholde SU-forliget, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Vil fortsætte drøftelser

Ifølge EU-retten har studerende fra EU/EØS-lande ret til SU, så længe de som udgangspunkt ved siden af deres studier arbejder mindst 10-12 timer om ugen. Det giver de studerende status af vandrende arbejdstagere, og derfor er de berettiget til sociale ydelser – herunder SU. Uddannelses- og forskningsministeren er bekymret for udviklingen.

- Jeg synes, det er stærkt problematisk, hvis en alt for stor del af den danske SU bruges til at finansiere EU-studerendes uddannelsesforløb. Derfor vil jeg også fortsætte Danmarks aktivistiske linje ved EU-Domstolen, og vi er i regeringen villige til at se på, om vi kan gøre endnu mere. Selvfølgelig med respekt for Danmarks medlemskab af EU. Men vi har konkret bedt om, at der endnu engang bliver set på mulighederne for at dreje på nogle håndtag, der kan begrænse EU-borgeres adgang til SU, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Uddannelses- og forskningsministeren vil fortsætte drøftelserne med SU-forligskredsen, så man i fællesskab kan finde en løsning, der rammer den rigtige balance mellem hensynet til SU-udgifterne og hensynet til at modtage og fastholde dygtige internationale studerende - ikke mindst på områder, hvor Danmark kan komme til at mangle kvalificeret arbejdskraft.


For yderligere oplysninger, kontakt:

Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon på: 7231 8181

Handlinger tilknyttet webside