Gå til indhold

Studerende i risiko for mistrivsel under corona kan se frem til mere støtte

26. april 2020
Regeringen og alle Folketingets partier har indgået en aftale om særlig støtte til sårbare og udsatte grupper i forbindelse med COVID-19. Fem millioner kroner er målrettet indsatser for sårbare studerende.

Ligesom mange andre grupper i samfundet har studerende skulle vænne sig til en ny hverdag med mange begrænsninger og social isolation. Mere end 250.000 studerende har siden den 11. marts været sendt hjem fra deres uddannelse som følge af COVID-19.

- De store restriktioner og forandringer i hverdagen har for mange bidraget til ensomhed og mistrivsel, ligesom det kan forværre de udfordringer og problemer, som de i forvejen slås med, fortæller Thomas Braun, direktør i Studenterrådgivningen, som yder gratis social- og psykologhjælp til studerende på videregående uddannelser.

Regeringen og alle Folketingets partier har den 24. april indgået aftale om en række initiativer for udsatte grupper i forbindelse med COVID-19.

I alt fem millioner kroner går til indsatsen målrettet sårbare og udsatte studerende, og det glæder uddannelses- og forskningsminiser, Ane Halsboe-Jørgensen.

- Jeg hører fra studenterorganisationerne, at mange studerende i den nuværende situation er psykisk belastede og føler sig usikre på fremtiden. Og de, der i forvejen havde det svært, får det måske endnu sværere. Det er vigtigt, at vi tilbyder hjælp i denne svære tid. Derfor er jeg glad for, at et samlet Folketing er enige om behovet for flere ressourcer til indsatsen i forhold til de sårbare studerende, som nemt kan ryge under radaren i den situation, vi befinder os i nu. De unge studerendes trivsel er vigtigere nu end nogensinde, siger hun.

Aftalepartierne har afsat tre millioner kroner til Studenterrådgivningen. Her oplever man for tiden, at nogle studerende oplever alt fra bekymringer til dommedagstanker om fremtiden.

- Mange bor alene og er ikke bundet op i gruppearbejde over nettet. De føler sig ensomme i deres bekymringer om alt fra nye eksamensformater til, om der mon er et job til dem, hvis den nuværende krise får rigtig fat. Og dem, der i forvejen havde det svært og kæmpede med for eksempel angst, er nu endnu mere udsatte. Jeg er glad for, at der er politisk øje for, at mange studerende har det ekstra svært for tiden, og jeg tror og håber, at vi med denne bevilling kan række ud efter dem, der har det sværest, og at det kan medvirke til at mindske både mistrivsel og frafald, siger Thomas Braun, direktør i Studenterrådgivningen.

Fra studentermiljøet er der samtidig meldinger om, at en del studerende ikke deltager aktivt i deres studiemiljø, hvor det hele nu foregår online. Disse studerende kan være svære at nå i den nuværende situation. Derfor er de resterende to millioner kroner afsat til en mere opsøgende indsats fra studievejledningen på udvalgte videregående uddannelser - blandt andet med henblik på at forhindre forsinkelser og frafald på uddannelserne.


For pressehenvendelser til uddannelses- og forskningsministeren, kontakt Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181

 

 

 

Handlinger tilknyttet webside