Lea Korsgaard bliver ny formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen udnævner chefredaktøren for Zetland, Lea Korsgaard, til ny bestyrelsesformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Den 42-årige Lea Korsgaard tiltræder den 1. november 2021 og afløser Lisbeth Knudsen, der med flere genudpegninger gennem de seneste 16 år har stået i spidsen for først Danmarks Journalisthøjskole og senere Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
- Jeg vil gerne takke Lisbeth Knudsen for den meget store indsats, hun har lagt i arbejdet som formand for bestyrelsen. DMJX har været inde i en positiv udvikling med hende for bordenden. Jeg er glad for, at Lea Korsgaard har takket ja til nu at stå i spidsen for den videre udvikling af DMJX. Lea Korsgaard er en dygtig og idérig leder, som jeg forventer mig meget af. Og med en mediebranche, hvor hastighed er kommet til at fylde meget, repræsenterer Lea Korsgaard en anden stemme i mediedebatten, ligesom hun bærer et stærkt engagement i at sikre en velfungerende og oplyst demokratisk samtale, siger uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen.
Med den nye udpegning bliver Lea Korsgaard bestyrelsesformand frem til og med den 31. oktober 2025.
- I de her år skal journalistikken komme med vigtige svar på nogle af de helt store udfordringer, vi som samfund står overfor: Svindende tillid, en fragmenteret offentlig samtale og en genforhandling af, hvad meningsfulde, demokratiske fællesskaber overhovedet vil sige. I jagten på de svar spiller journalist- og kommunikationsuddannelserne en central rolle, og jeg glæder mig enormt til at forfølge svarene på DMJX sammen med skolens dygtige medarbejdere og den øvrige bestyrelse. Dén opgave kommer jeg til at gå både nysgerrigt og ydmygt til, siger Lea Korsgaard.
Lea Korsgaard har tidligere været ansat ved både Politiken og Berlingske. Siden 2012 har hun været chefredaktør for og medstifter af mediet Zetland, der udgiver dybdegående digital journalistik. Hun har desuden udgivet bogen ”Den, der råber lyver” om den offentlige debat, breaking news og fake news.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon på 7231 8181
Handlinger tilknyttet webside