Særlig vejledningsindsats for afviste ansøgere fortsætter i 2022
Det har været et særligt år under vanskelige forhold med både COVID-19 og nedlukning af samfundet. Studievalg Danmarks vejledere har måtte tænke nyt og udvikle nye måder at vejlede på og nå ud til de unge både på ungdomsuddannelserne og i deres sabbatår. Det fremgår af Studievalg Danmarks årsberetning, der netop er offentliggjort.
Et nyt tiltag, som opstod under corona, er blandt andet en direkte SMS til alle afviste ansøgere til en videregående uddannelse, hvor der er et tilbud om særlig målrettet vejledning hos Studievalg Danmark. I vejledningen hos Studievalg Danmark kan de afviste ansøgere blandt andet få hjælp til at søge en ledig studieplads, få overblik over deres muligheder og komme videre i deres afklaringsproces. SMS-ordningen har været en succes og betyder, at Studievalg Danmark har givet vejledning til markant flere unge over sommeren i forhold til tidligere år.
- Det er positivt, at så mange har taget imod den særlige vejledningsindsats og benyttet muligheden for at blive hjulpet videre. Et afslag er ikke det samme som game over. Der er et væld af muligheder for at uddanne sig og som oftest også adskillige veje inden for det, man er mest motiveret for. Der er mange forskellige veje, man kan gå, og her spiller vejledningen en vigtig rolle. Nu har vi sikret, at indsatsen med målrettet vejledning og SMS til afviste ansøgere forsætter i 2022, siger uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen.
- Også vejlederne har været på ekstra arbejde i 2021 på grund af COVID-19. Vejledningen spiller en vigtig rolle for den enkelte unge og jo i sidste ende for samfundet, fordi uddannede borgere er afgørende for både vores økonomi, velfærd og demokrati. Så mange som muligt skal have en kompetencegivende uddannelse. Vi skal have reflekterede valg af uddannelse, så frafaldet bliver mindre. Og god vejledning kan også have betydning for den sociale mobilitet og at mindske kønsskævheder i uddannelsesvalg, siger uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen.
Som noget helt nyt har Studievalg Danmark desuden fra 1. januar 2021 haft til opgave at vejlede om erhvervsuddannelse som alternativ til videregående uddannelse efter en endt gymnasial uddannelse, og har gjort de første erfaringer med dette.
Om Studievalg Danmark:
Studievalg Danmark laver kollektiv og individuel vejledning på landets ungdomsuddannelser, hvor eleverne får viden og input til deres valg af studie- og karriere. I skoleåret 2020-21 har vejlederne afholdt godt 6.500 kollektive arrangementer på ungdomsuddannelserne.
Studievalg Danmark vejleder også unge og voksne uden for ungdomsuddannelse. Det sker i den åbne vejledning, som finder sted i de 7 regionale centre, på biblioteker, borgerhuse med videre. I skoleåret 2020-21 har vejlederne haft knap 16.000 individuelle vejledningsaktiviteter i den åbne vejledning.
I 2020 og 2021 har Studievalg Danmark som del af Aftale om flere uddannelsespladser på de videregående uddannelser i lyset af COVID-19, tilbudt målrettet vejledning til de afviste kvalificerede ansøgere til de videregående uddannelser i forbindelse med deres afslag. Her har de afviste ansøgere blandt andet kunne få hjælp til at søge en ledig studieplads, få overblik over deres muligheder og komme videre i deres afklaringsproces. For at sikre fortsættelsen af indsatsen i 2022, har uddannelses- og forskningsministeren besluttet at afsætte 0,5 millioner kroner til indsatsen.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Uddannelses- og forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181.
Handlinger tilknyttet webside