Gå til indhold

Studerende får corona-hjælp: 100 millioner kroner til videregående uddannelser

03. marts 2021
På grund af nedlukningen har mange studerende ikke fået undervisning i flere praktiske elementer af deres uddannelse. Problemet er særligt presserende for sidsteårsstuderende. Derfor afsætter regeringen og Folketinget nu 100 mio. kr. til ekstra tiltag og undervisning på praksisrettede uddannelser.

Ny politisk aftale betyder, at der er 100 millioner kroner på vej til videregående uddannelser med mange praksisrettede elementer. Pengene skal hjælpe de studerende, der afslutter deres uddannelse i år og skabe ro i forhold til eventuelle forsinkelser i studietiden.

Bag aftalen står Regeringen og alle Folketingets partier.

- Jeg er glad for, at vi med pengene her skaber mere ro og giver mulighed for ekstra praktisk undervisning og øvelser til studerende, der er i gang med sidste del af deres uddannelse. Vi har en pligt til at sikre, at alle har de bedst mulige betingelser for at blive klar til at komme ud på arbejdsmarkedet, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

For at give de studerende ro i maven er det desuden besluttet at forlænge suspenderingen af det såkaldte færdiggørelsestilskud. Det vil understøtte, at institutionerne kan udvise en høj grad af fleksibilitet i forhold til eventuelle studietidsforlængelser.

Det er omkring 41.000 studerende, der er i gang med sidste del af deres uddannelse, der kommer til at få gavn af den politiske aftale på 100 millioner kroner. Pengene skal gå til ekstra aktiviteter, som de videregående uddannelsesinstitutioner skal udvikle og afholde såsom ekstra undervisning og vejledning samt sommerskoler, forskudte eksaminer eller weekendundervisning.

- Tiltagene skal hjælpe de studerende, der afslutter deres uddannelse i år. Det er det, der haster mest. Men jeg er helt klar over, at det ikke er gjort med det. Sammen med aftalepartierne er jeg derfor klar til at se på behov for flere tiltag målrettet andre grupper af studerende, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Partierne bag aftalen er således enige om at fortsætte forhandlingerne om håndteringen af COVID-19 på tværs af de videregående uddannelsesinstitutioner de kommende måneder. Her vil partierne blandt andet drøfte trivslen blandt alle studerende på tværs af årgange og institutioner, kvaliteten af undervisningen under nedlukningen, og hvordan man undgår unødvendige forsinkelser på studierne.

De 100 millioner kroner bliver fordelt til professionshøjskolerne, erhvervsakademierne, de maritime og kunstneriske uddannelsesinstitutioner samt udvalgte universitetsuddannelser med mange praksisrettede elementer på baggrund af antal studenterårsværk (STÅ), der forventes at dimittere i 2021. Her bliver pengene øremærket lokale initiativer, der efter den enkelte institutions vurdering vil imødekomme behovet for kompenserende tiltag.

Citater fra ordførere:

Ulla Tørnæs, uddannelsesordfører, Venstre:
- Vi skal gøre alt i vores magt for at undgå, at vi får en ’generation corona’. Jeg er rigtig glad for, at studerende, der ikke har haft adgang til f.eks. laboratorier eller været i praktik, med denne aftale får mulighed for at indhente noget af det tabte. Selvom aftalen her imødegår problematikken om læringstab, så har vi stadig rigtig meget at gøre for vores unge mennesker på de videregående uddannelser, hvor alt for mange desværre mistrives og føler sig ensomme.

Jens Henrik Thulesen Dahl, uddannelsesordfører, Dansk Folkeparti:
- Dansk Folkeparti bakker fuldt op om aftalens intention om at understøtte at afgangsstuderende som har fået udskudt praksisrettede elementer kan få den nødvendige faglige træning inden de skal afslutte uddannelserne. Dansk Folkeparti ser frem til at der, som opfølgning på denne aftale, kommer et forløb for drøftelse i aftalekredsen af udfordringer med trivsel og fagligt efterslæb generelt for alle studerende.

Katrine Robsøe, uddannelsesordfører, Radikale Venstre:
- Mange studerende har snart siddet hjemme bag en computerskærm i et helt år. Det sætter spor. Både fagligt og socialt. Derfor er jeg virkelig glad for, at vi nu tager de første skridt for at hjælpe på de faglige dele for den gruppe studerende, der er meget påvirket af ikke at have haft ordentlig adgang til laboratorier, øvelseslokaler osv. Det er kun en start for ALLE studerende på alle uddannelser, skal ses og få en hjælpende hånd - de forhandlinger starter nu, og dem ser jeg meget frem til.

Astrid Carøe, uddannelsesordfører, SF:
- Jeg er glad for, at der endelig kommer en hjælpepakke til de studerende, og at vi endnu engang sætter fremdriften på pause, så de studerende får ro og fleksibilitet. Men jeg er ærgerlig over, at aftalen ikke indeholder trivselsindsatser, når vi kan se, at ensomheden og mistrivslen er eksploderet. Så jeg ser frem til de næste forhandlinger, hvor vi i SF vil kræve en massiv hjælpepakke til at styrke de studerendes trivsel.

Bruno Jerup, uddannelsesordfører, Enhedslisten:
- Vi er rigtig glade for, at det er lykkes at indgå en aftale med regeringen, som sætter fokus på de studerende. De høje tal for ensomhed og mistrivsel viser, at hjælpen er hårdt tiltrængt, og det er godt, at vi nu får sat ind i forhold til de afgangsstuderende. Vi ser det, som et første skridt mod den meget større opgave, som er at nå ud til alle studerende. Den opgave ser vi frem til at løfte i de videre forhandlinger, for vi er langt fra i mål endnu.

Katarina Ammitzbøll, uddannelsesordfører, Konservative:
- Det Konservative Folkeparti er dybt bekymrede for de studerendes trivsel og læring. Aftalen giver en lille håndsrækning til afgangseleverne, men det er slet ikke nok. Derfor er vi tilfredse med, at vi forhandler videre om yderligere tiltag. Vi vil holde regeringen op på, at der skal gøres mere for at nedlukningen ikke får alvorlige negative konsekvenser for de studerende.

Peter Seier Christensen, uddannelsesordfører, Nye Borgerlige:
- Nye Borgerlige er glade for at være med i denne aftale om kompenserende tiltag for afgangsstuderende på videregående uddannelser med meget praksisrettet undervisning. Covid-19 nedlukningerne har haft stor negativ virkning for de studerende ikke mindst på studier med meget praksisrettet undervisning. Med denne aftale gives mulighed for tilbyde kompenserende tiltag til afgangsstuderende.

Torsten Gejl, Alternativet:
- Jeg er glad for, at vi kan være med til at give de hårdt prøvede studerende en ekstra hånd og dermed sikre dem det bedst mulige faglige fundament for at afslutte deres uddannelser.


For yderligere oplysninger, kontakt:

Uddannelses- og forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181

 

Handlinger tilknyttet webside