De uddanner lærere, programmører og arkitekter: Syv dygtige undervisere modtager årets Undervisningspris
Til en stor ceremoni i dag på Nationalmuseet uddeler H.K.H. Kronprinsesse Mary og uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen syv priser til nogle af de dygtigste og mest inspirerende undervisere på landets videregående uddannelser.
De syv prisvindere bliver blandt andet fremhævet af juryen for deres faglige passion. Og deres nærvær i undervisningen. Deres gode relation til de studerende gør en forskel for de unges trivsel og betyder, at færre falder fra deres studie.
Årets syv prisvindere er:
- Bente Kiens, professor ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet
- Jens Myrup Pedersen, professor i cybersikkerhed ved Aalborg Universitet
- Jeppe Moritz Led, lektor, datamatiker og softwareudvikling på Erhvervsakademi Sydvest i Esbjerg
- Kjeld Vindum, lektor i arkitektur på Det Kongelige Akademi
- Kresten Jacob Wium Petersen, lektor i organisation, ledelse og skibsoperation på Marstal Navigationsskole
- Rasmus Otvald Jensen, adjunkt, natur- og kulturformidling ved Professionshøjskolen UCN i Hjørring
- Sofia Rontini, lektor, engelsk og praktik ved UC Syd i Esbjerg
En af prisvinderne uddanner fremtidens folkeskolelærere. På UC Syd i Esbjerg bliver Sofia Rontini fremhævet for sin entusiasme og uendelige idéer til nye måder at lære på. Hendes engelskundervisning er et legende rum, hvor faglighed kan blomstre.
Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen siger:
- Gode undervisere er uvurderlige for kvaliteten af uddannelse, og de kan gøre en enorm forskel for den enkelte studerende. Vi husker nok alle en eller flere undervisere, der var særligt inspirerende eller gjorde en helt konkret forskel fagligt eller menneskeligt. Alle syv prismodtagere er en af den slags undervisere. De gør en meget positiv forskel, og jeg er glad for at være med til at hylde dem og den gode undervisning.
Fakta
Undervisningsprisen er en særlig hyldest til undervisere på de videregående uddannelser, og en præmie på 500.000 kr. følger med til hver af prismodtagerne. 300.000 kr. går til at understøtte undervisningsmiljøet på undervisernes uddannelsesinstitution, og de resterende 200.000 kr. er en personlig hæderspris.
Det er ledelserne med hjælp fra studerende på de videregående uddannelsesinstitutioner, der indstiller kandidater til det relevante rektorkollegium. Indstillingerne vurderes af de fem rektorkollegier, som indstiller de udvalgte kandidater til uddannelses- og forskningsministeren.
For yderligere oplysninger:
Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk
Handlinger tilknyttet webside