Gå til indhold

54.279 har søgt optagelse på en uddannelse i kvote 2

15. marts 2024
Antallet af ansøgere til en videregående uddannelse i kvote 2 er steget med 4 procent i forhold til sidste år. Søgningen til de store professionsuddannelser til pædagog, sygeplejerske, lærer og socialrådgiver er igen i år faldende eller stagnerende, og det vækker bekymring hos minister.

I dag klokken 12.00 udløb fristen for at søge ind på en videregående uddannelse i kvote 2. I år har 54.279 søgt ind. Dermed stiger antallet af ansøgere i forhold til sidste år med 4 procent. Stigningen er især båret af, at flere har søgt mod bacheloruddannelserne på universiteterne.

Blandt de fire store professionsuddannelser på velfærdsområdet er der en mindre stigning på uddannelsen til sygeplejerske, mens antallet af ansøgere til pædagog, socialrådgiver og lærer udviser mindre fald i forhold til sidste års kvote 2-søgning.

Søgningen til STEM-uddannelser, som for eksempel dækker over ingeniør-, it- og matematiske uddannelser, er gået frem. I forhold til sidste års kvote 2-søgning har 12 procent flere valgt at søge en uddannelse inden for STEM. 

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:

- Det glæder mig at se, at så mange søger ind på en videregående uddannelse, men jeg er naturligvis bekymret over, at søgningen til især pædagog og socialrådgiver fortsætter faldet, og at søgningen til sygeplejerske og lærer ikke for alvor rykker sig fra tidligere års lave niveau. Det kalder på handling, og det er en udvikling, vi skal have vendt. Til gengæld synes jeg, at der er grund til at glæde sig over, at flere har valgt at søge en uddannelse inden for STEM-området, og at flere internationale ansøgere har valgt at søge mod Danmark.

Fakta

  • Antal ansøgere dækker over antal 1. prioritetsansøgere. Det betyder, at de kun medregnes på det udbud, de har søgt som 1. prioritet.
  • Kvote 2-ansøgere vurderes på andet end karaktergennemsnittet fra en gymnasial uddannelse alene. Uddannelsesinstitutionerne tildeler pladserne efter konkret vurdering af ansøgeren og ud fra forskellige udvælgelseskriterier, der varierer fra uddannelse til uddannelse.
  • Ansøgere uden et dansk gymnasialt karaktergennemsnit skal også søge inden kvote 2-fristen.
  • Det samlede antal ansøgere til de videregående uddannelser bliver offentliggjort 5. juli 2024, hvor der er frist for at søge om optagelse i kvote 1, hvor ansøgere kun vurderes på karaktergennemsnit.
  • Alle ansøgere i både kvote 1 og kvote 2 får svar på deres ansøgning den 26. juli.

For yderligere oplysninger:

Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsministeriet