Syv døgn i forskningens tegn
Bliv klog på kunstig intelligens, mød din nye servicerobot, studér flagermusenes liv i mørket, hør dit hjerte banke gennem et stetoskop eller lav et 3D-print af kunstig edderkoppesilke.
Den landsdækkende videnskabsfestival Forskningens Døgn byder på en perlerække af muligheder for at blive fascineret og overrasket og få stillet sin nysgerrighed.
Forskningens Døgn åbner i år med et stort, offentligt arrangement i København fredag den 19. april om musik og kunstig intelligens. Derefter kan man se, lære, lege og lytte sig til alverdens viden med op mod 700 arrangementer og foredrag i hele landet for både børn og voksne til og med fredag den 26. april. Alle events er gratis.
Det forventes, at mindst 50.000 danskere i alle aldre drager ud i landet for at suge ny viden til sig.
Bag Forskningens Døgn står Uddannelses- og Forskningsministeriet i samarbejde med over 100 eksterne arrangører.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:
- Forskningens Døgn er en hyldest til nysgerrigheden og forskningen. Verden i dag er præget af en hastig teknologisk og videnskabelig udvikling, som drives af vores dygtigste hjerner. Med Forskningens Døgn har man mulighed for at få et glimt af de drivkræfter, der er med til at skabe morgendagens verden. Det er vigtigt, at forskerne formidler deres viden og ekspertise til befolkningen, fordi vi lever i en tid, hvor oplysning er så vigtig. Derfor opfordrer jeg alle med en nysgerrig sjæl til at deltage i arrangementerne ved Forskningens Døgn, som finder sted over hele landet.
Løser samfundets udfordringer
Forskningens Døgn foregår mange steder - på universiteter, hospitaler, skoler, i foreninger, på biblioteker og i virksomheder. Arrangementerne kan tage form af f.eks. foredrag, rundvisninger, forsøg eller debatter. Formålet er at skabe samtaler mellem forskerne og befolkningen og sætte fokus på, hvordan forskning og innovation kan være med til at løse samfundets udfordringer.
En del af Forskningens Døgn er Bestil en Forsker-ordningen, hvor alle kan invitere en engageret forsker til at holde et foredrag, måske på skolen, i en forening, på arbejdspladsen eller sågar hjemme i stuen, som en lang række privatpersoner har benyttet sig af. I år afholdes mere end 650 foredrag.
Forskningens Døgn afvikles i år for 19. gang.
For yderligere oplysninger:
Uddannelses- og Forskningsstyrelsens pressetelefon: 72 31 90 00, e-mail: POK-Presse@ufm.dk
eller projektleder Lotte Skov Holm, tlf.: 7231 8075, e-mail: lh@ufm.dk
Handlinger tilknyttet webside