Gå til indhold

Millionbevilling til forskere skal give ny viden om trivsel i folkeskolen

21. november 2025
Forskningsprojekter skal give mere viden om fællesskaber og trivsel i folkeskolen. Ph.d.-rådet for Uddannelsesforskning har uddelt 38 mio. kr. til 13 praksisnære ph.d.-projekter.

Hvordan kan skrivning kobles til fantasileg i indskolingen, hvordan understøttes social dannelse i klassefællesskaber, hvordan kan matematikundervisning styrke faglig selvtillid hos elever i 4. klasse, og hvordan ses trivsel og mistrivsel fra unges perspektiv?

Det er nogle af de spørgsmål, som 13 ph.d.-projekter vil undersøge med støtte fra Ph.d.-rådet for Uddannelsesforskning. Alle projekterne er forankret i et samarbejde mellem en professionshøjskole og et universitet.

Formålet er at knytte forsknings- og uddannelsesmiljøerne tæt sammen og understøtte, at den nye viden let kan implementeres i lærer- og pædagoguddannelsen og i praksis ude på folkeskolerne.

Læs mere om de 13 ph.d.-projekter.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:

- Mistrivsel hos børn og unge kan have langtrækkende konsekvenser. Det er samtidig et komplekst problem, som vi ikke kender det fulde omfang af. Derfor har vi brug for mere viden om fællesskab, trivsel og faglighed i folkeskolen – og om hvordan det påvirker hinanden. Det er vigtigt, at vi bliver klogere på, hvad der er helt naturlige bump på livets vej, og hvad der er mere alvorligt. Så lærere og pædagoger kan anvende den viden direkte i deres daglige arbejde med børn og unge. 

Fakta

  • Ph.d.-projekterne foregår i et samarbejde mellem universiteterne og professionshøjskolerne.
  • Ph.d.-stipendierne skal både skabe ny viden inden for didaktiske samt pædagogiske områder og samtidig højne uddannelsesniveauet på professionshøjskolerne.
  • Ph.d.-rådet for Uddannelsesforskning står for at uddele den bevilling, der med Globaliseringsaftalen i 2010 første gang blev afsat til at styrke uddannelsesforskning.
  • Ph.d.-rådet består af en formand og ti medlemmer, der alle er udpeget af uddannelses- og forskningsministeren. Rådet sekretariatsbetjenes af Aarhus Universitet.

    For yderligere oplysninger:

    Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsministeriet